København, 07/06/2025 - 11:20
System der skal håndtere betalinger offline i butikker er forsinket
Tusindvis af betalingsterminaler skal udskiftes, så de kan håndtere betalinger ved større internetnedbrud.
Maxim Zmeyev/Reuters
Af: /ritzau/
Et nyt system, der skal gøre det muligt at bruge betalingskort i detailhandlen i tilfælde af et længerevarende internetnedbrud, er forsinket.
Det skriver DR Nyheder.
Ambitionen var, at systemet skulle stå klart i begyndelsen af året.
Men projektet, der involverer en lang række aktører fra banker over kortudbydere til detailhandlen, er ikke "kommet helt i mål endnu".
Det siger sektionschef i Nationalbanken Morten Hedegaard Rasmussen til DR P1 Morgen.
De første butikker er ifølge sektionschefen i gang med at indføre systemet, men endnu mangler de store supermarkedskæder og apotekerne.
Det er kunder, der udelukkende har et visakort eller et MasterCard, der risikerer at blive ramt ved et større internetnedbrud.
Det betyder ifølge Morten Hedegaard Rasmussen, at "en lille million danskere ikke ville være i stand til at gå ned i butikken og betale, ligesom de plejer".
Dankort og "dobbeltkort" som visa/dankort og MasterCard/dankort vil kunne bruges offline.
Det er løsninger, som 82 procent af borgerne har, og som derved ikke ville blive ramt, hvis nettet skulle bryde sammen.
Projektet betyder blandt andet, at tusindvis af betalingsterminaler i detailhandlen skal udskiftes.
Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv, understreger, at det fortsat vil være muligt at betale med kontanter i tilfælde af længerevarende nedbrud.
- Mit bedste bud vil være, at i løbet af næste år er vi meget tæt på, at det er 100 procent udrullet i de fem største dagligvarekæder, siger han til P1 Morgen.
/ritzau/