Haderslev, 15/04/2025 - 07:58
Vejle-lejr mærker større nedrykningspres efter bet
Vejle tog et skridt tilbage, men har været dømt ude før og alligevel svaret igen, siger Steffen Kielstrup.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Vejle Boldklub mærker nedrykningsspøgelset banke på døren efter mandagens 0-1-nederlag til bundrivalen Sønderjyske i Haderslev, men trods seks point op til nedrykningsstregen før de sidste syv kampe har vejlenserne ingenlunde opgivet overlevelseskampen.
Sådan lyder det fra cheftræner Steffen Kielstrup og midtbanespilleren Lundrim Hetemi.
- Det her nederlag sætter os mere under pres. Men vi har været dømt ude før, og det vil folk gøre igen. Vi giver ikke op, men arbejder videre.
- Vi er især skuffede over vores første halvleg, for det var der, vi tabte kampen. Jeg håber, at den halvleg var en enlig svale, for laver vi for mange af den slags halvlege, bliver det svært at overleve, siger Steffen Kielstrup til TV3 Sport.
Vejle kunne med en sejr være rykket over stregen for første gang siden juli, men endte i stedet med at havne i en vanskeligere situation, medgiver Lundrim Hetemi.
- Seks point er mange, men vi møder hinanden på kryds og tværs. Det havde selvfølgelig set bedre ud med en sejr, men vi tror stadig på overlevelse.
- Hvis vi troede, at det ville blive en eller anden badebillet at blive oppe, så skal vi tro om. Vi vidste, at der ville komme bump på vejen, og det blev mod Sønderjyske. Forhåbentlig kan vi komme os, siger Hetemi til fodboldmediet Bold.
Selv om Vejle stadig ligger sidst og har seks point op til overlevelse, er udgangspunktet stadig langt bedre, end det var efter de første ti spillerunder, hvor Vejle stadig var uden point.
Sønderjyske har med mandagens sejr øget afstanden til Lyngby lige under stregen til fire point, og det glæder Sønderjyske-træner Thomas Nørgaard.
- Sejren giver lidt medvind, konstaterer han i et interview med Sønderjyskes hjemmeside.
- Den bliver helt bestemt fejret, men ikke mere end at vi spiller igen på torsdag. Jeg fortalte spillerne, at de kunne tage en enkelt øl, hvis de sover bedre af den grund, men at vi allerede fra tirsdag begynder at forberede os på at møde Lyngby, uddyber han i et interview med TV3 Sport.
Mens Sønderjyske torsdag skal spille i Lyngby, får Vejle besøg af formstærke Viborg.
/ritzau/