København, 09/05/2025 - 05:08
Indien: Pakistan udfører angreb langs hele vores vestlige grænse
Pakistan har forsøgt at angribe Indien med blandt andet droner natten til fredag, siger Indiens hær.
Stringer/Reuters
Af: /ritzau/
Pakistans militær har udført flere angreb med droner og andre våben langs hele Indiens vestlige grænse natten til fredag.
Det skriver Indiens hær på det sociale medie X tidligt fredag morgen.
- Pakistanske styrker tyede også til adskillige brud på våbenhvilen langs kontrollinjen (de facto-grænsen, red.) i Jammu og Kashmir.
- Droneangrebene blev effektivt slået tilbage, og der blev givet et passende svar, skriver Indiens militær uden at uddybe yderligere, hvad svaret var.
Oplysningerne er ikke bekræftet fra anden side.
De facto-grænsen er en militær kontrollinje mellem de indisk- og pakistansk-kontrollerede dele af Kashmir.
Der er ikke umiddelbart meldinger om indiske angreb i Pakistan efter Indiens melding.
Indiske medier skriver ifølge nyhedsbureauet dpa, at der torsdag aften var eksplosioner i den indiske Jammu og Kashmir-region. Det medførte panik blandt de lokale, lyder det.
India Today rapporterede ifølge dpa, at en drone ramte lufthavnen i Jammu, hvor der ligger en flybase.
Der er ingen meldinger om hverken tilskadekomne eller døde.
Situationen har været højspændt i Pakistan og Indien, siden et angreb i et turistområde i den indisk-kontrollerede del af provinsen Kashmir kostede 26 mennesker livet i slutningen af april.
Størstedelen af ofrene var indere.
Indien hævder, at Pakistans regering støttede angrebet.
Natten til onsdag gennemførte Indien et missilangreb på Pakistan, og derudover har der været flere angreb på tværs af grænsen den seneste tid.
Men konflikten går flere årtier tilbage, og de to nationer har været i blodige sammenstød og regulære krige med hinanden siden 1947.
Grænseregionen Kashmir har længe været grundlag for stridigheder mellem Indien og Pakistan, som hver især mener at have krav på området.
/ritzau/