Bruxelles, 28/07/2025 - 13:53
EU-forhandler forsvarer handelsaftale: Millioner af job var i fare
Handelskrig kunne få katastrofale konsekvenser i Europa, og derfor indgår EU aftale med USA, siger kommissær.
Yves Herman/Reuters
Af: /ritzau/
EU's chefforhandler på handelsområdet, kommissær Maros Sefcovic, forsvarer handelsaftalen med USA.
Han kalder det "den bedste aftale, som vi kunne få under meget svære omstændigheder".
Det skriver nyhedsbureauet AFP mandag.
- Jeg er 100 procent sikker på, at denne aftale er bedre end en handelskrig med USA, siger han.
Med aftalen, der kom på plads søndag aften, lægger USA en grundtold på 15 procent på varer, der bliver importeret fra EU.
Tidligere truede USA med en toldsats på 30 procent fra 1. august. Men den undgås nu.
Sefcovic understreger, at det har været afgørende for EU at fortsætte med at kunne handle med USA.
- Lad os stoppe op et øjeblik og overveje alternativet, siger Sefcovic.
- En handelskrig virker måske tiltalende for nogle, men den kommer med alvorlige konsekvenser. Med en toldsats på mindst 30 procent ville vores transatlantiske handel i praksis stoppe, hvilket ville sætte tæt på fem millioner arbejdspladser i fare - heriblandt dem i små og mellemstore virksomheder, fortsætter kommissæren.
Aktiemarkeder har på tværs af Europa reageret med stigninger mandag - om end ret beskedne.
Endnu er der dog fortsat en vis usikkerhed om detaljer for specifikke varekategorier.
Den nye amerikanske grundtold gælder ifølge EU "på tværs af de fleste sektorer, herunder biler, halvledere og medicinalvarer".
Men om to uger vil USA ifølge nyhedsbureauet Reuters offentliggøre resultater af en række undersøgelser på handelsområdet, og de vil omfatte blandt andet halvledere og medicinalvarer. Sidstnævnte har stor betydning for Danmark.
Undersøgelserne vil fastlægge toldsatser for de specifikke områder. Ifølge Reuters siger anonyme amerikanske embedsmænd, at det ligger fast, at halvledere og medicinalvarer vil blive ramt med en toldsats på 15 procent.
Men for tømmer og kobber, der også undersøges, er der usikkerhed om, hvad den amerikanske told ender på.
EU vil som led i aftalen ifølge Trump "åbne sine lande med en toldsats på nul" for USA.
/ritzau/