København, 02/07/2025 - 15:09
Rasmus Falk forlader FCK og vender hjem til OB
Han fik sit store gennembrud i OB, og nu skal Rasmus Falk igen tørne ud for Fyns fodboldhøjborg.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I 2016 skiftede Rasmus Falk som en af Superligaens største profiler fra OB til FC København. Nu går turen den anden vej.
Den bundrutinerede midtbanespiller vender hjem til klubben, hvor han spillede de sidste af sine ungdomsår, og hvor han fik sit store gennembrud.
Det bekræfter OB på sin hjemmeside onsdag eftermiddag.
- Rasmus Falk er igennem mange sæsoner blevet ønsket tilbage til OB, men længe var det en umulig drøm. Nu sker det endelig, og kun fordi begge klubber og i særdeleshed Rasmus selv har bidraget stort til denne løsning, siger OB-sportsdirektør Troels Bech.
Rasmus Falk fortæller, at skiftet til OB er, hvad der giver bedst mening for ham, og derfor har han gjort rigtig meget for, at det skulle ske.
- Jeg søgte det meget tidligt på sommeren, og der var heldigvis en masse parter, der syntes, at det var det rigtige og en god idé, siger Rasmus Falk.
- Det bliver selvfølgelig specielt. Det er en klub, som jeg har fulgt i alle årene, hvor jeg har været væk. Det er en klub, hvor jeg altid har haft et godt netværk, og jeg har altid haft mange gode relationer.
- Og det er her, alt startede for mig. At vende tilbage og forhåbentlig føre OB tilbage mod toppen igen vil gøre, at jeg kan sætte flueben ved noget, jeg rigtig gerne vil opnå, siger Rasmus Falk.
Den 33-årige fynbo har underskrevet en treårig kontrakt i OB.
/ritzau/