København, 30/04/2025 - 19:58
SF og EL til Mette Frederiksen: Fred dagpengene i ti år
Niks pille ved dagpenge. Sådan lyder fra de to partier, hvis de skal stå bag en rød regering efter næste valg.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hvis vælgerne stemmer på SF og Enhedslisten ved næste folketingsvalg, bliver det en stemme på, at der i en periode på ti år ikke spares en eneste krone i dagpengesystemet.
Sådan lyder det fra SF-formand Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, i et fælles interview med TV 2.
Meldingen kommer dagen før 1. maj - arbejdernes internationale kampdag - hvor der er taler og arrangementer landet over.
Det vil være et krav til en eventuel kommende rød regering, lyder det fra duoen.
Det er ifølge Olsen Dyhr "top of mind", og "det kommer vi selvfølgelig til at gå til forhandlinger med, når vi skal danne en rød regering efter næste valg, hvis vælgerne vil det", lyder det fra SF's formand.
Dragsted er enig.
- Hvis vi skal give dem nøglerne til det kontor derovre (Statsministeriet, red.), så skal de selvfølgelig garantere, at der ikke kommer nye angreb på lønmodtagernes tryghed og rettigheder, siger han til TV 2.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er ikke begejstret for at give den slags garantier.
- Jeg er ikke fortaler for, at man hælder cement ud over et område og siger, at det her må man slet ikke pille ved i ti år. Der kan ske meget i verden på den tid, siger Ane Halsboe-Jørgensen til TV 2 og tilføjer, at hun ellers er "fuldstændig enig i intentionen".
Debatten om dagpenge er blusset op igen, efter at Liberal Alliance for nylig fremlagde en plan for finansiering af de øgede forsvarsudgifter, og med til at finansiere det er blandt andet en halvering af dagpengeperioden fra to til et år.
Det kritiserer både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen (LA) er ikke overrasket over det. Hun siger til TV 2, at LA's politik er "langt mere til gavn for arbejderne end de røde partiers".
/ritzau/