Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

01/05/2025 - 12:00

Rådfør dig med en læge og mærk efter inden du vælger din kropsterapeut

Det kan være svært at vælge behandlingsform, når din skade ikke vil gå væk. To gode råd er at rådføre sig med en læge og følge mavefornemmelsen.

Michael Macor/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus

Det kan være irriterende at gå med smerter i eksempelvis lænden, ryggen eller albuen. Frustrationen kan være stor, når skaden ikke vil gå væk, og smerten forbliver.

Og så melder spørgsmålet sig: Hvilken type behandler, skal man gå til for at få bugt med skaden?

Thomas Theis Jensen, der er fysioterapeut på Idrætsklinikken ved Regionshospitalet i Silkeborg, råder til at gå til rådføre sig med egen læge ved ikke akutte skader.

- Læger bør kunne identificere, hvad der er vigtigt at fokusere på. Man bør overveje at opsøge egen læge, hvis lidelsen ikke er blevet det mindste bedre efter 14 dage, siger han.

Thomas Theis Jensen fortæller, at ligesom i mange andre fag, så er der også specialiseringer i fysioterapi, selv om de kun anerkendes inden for faget.

- Alle fysioterapeuter har forskellige værktøjer med masser af strenge at spille på. For eksempel har jeg et specialområde på fødder, knæ og hofter. Dermed afhænger behandlingen af, hvilken fysioterapeut du kommer ud til, siger han og fortsætter:

- Som fysioterapeut kan man give et bredt potpourri af behandlinger, men øvelser fylder generelt meget.

I den alternative behandlingsform Body SDS vil man møde en holistisk tilgang til skader, hvor man ser på hele kroppen, fremfor kun hvor smerten er.

Det fortæller Andreas Lassithiotakis, der er uddannet i Body SDS og er kropsterapeut hos Kropsrummet. Han mener, at valget af behandlingsform afhænger af tilgangen til skaden.

- Der er både ligheder og forskelle mellem blandt andet fysioterapi og Body SDS. Tilgangen i Body SDS er hovedsageligt, at noget skal afspændes eller rettes, mens det for mig virker til, at det i fysioterapi ses som noget, der skal styrkes ved hjælp af øvelser, siger han.

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt musklen skal styrkes eller afspændes, og endnu ikke har fået undersøgt problemet, så skal man følge sin fornemmelse, fortæller Andreas Lassithiotakis.

- Det ene udelukker ikke altid det andet, i forhold til om en muskel eller et led skal styrkes eller løsnes. For mange er det smag og behag, temperament, erfaring, eller hvad man tror mest på, siger han.

Han mener, at sundhed og helbred er noget, der kan grænse til at være terapeutisk, da det er en personlig proces, hvor man selv skal gøre en stor del af arbejdet.

- Man kan sammenligne det lidt med sundhed og livsstil. Skal man gøre noget på motionsfronten, kosten eller søvnen? Derfor skal man finde ud af, hvad man tror på, og hvilken tilgang man bedst kan lide og er mest motiveret for, siger han.

Ud over fysioterapi og Body SDS findes der også mange flere kropsterapiformer heriblandt massage, akupunktur, osteopati, kiropraktor og yoga med flere.

Det kan nemlig være individuelt, hvad man som patient føler har fungeret i terapien. Det er dog vigtigt med et godt forhold til behandleren. Det fortæller Thomas Theis Jensen.

- En god behandling er ofte også relationel. Hvis du møder patienten med interesse, så vil de føle, at de har fået hjælp. Bare det, at du lægger en hånd på patienten, giver en placeboeffekt, der bliver brugt i alle terapiformer, siger han og fortsætter:

- Fysioterapi har en høj grad af evidens, men det handler om det relationelle. Jeg vil aldrig stille mig til dommer over, hvis nogen siger, at en behandling har virket for dem, fordi hvis det virker for dig, så skal du gøre det.

/ritzau fokus/

København, 24/11/2025 - 11:06

Thomas Warberg forlovet: Vi mødtes i en drøm

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Komikeren Thomas Warberg ventede på årets første snevejrsdag til at fri til sin kæreste, afslører han i radioprogrammet "Sara og Monopolet".

Julen er hjerternes fest, og selv om december ikke er indtruffet endnu, er der alligevel nogen, som tager forskud på festlighederne.

Det gælder for komikeren Thomas Warberg, der i weekenden friede til sin kæreste, Julie.

Det afslørede han for lytterne i lørdagens afsnit af radioprogrammet "Sara og Monopolet" på DR.

Og fortællingen om, hvordan det nu forlovede par mødte hinanden, er næsten ren Disney-magi - de mødtes nemlig i en drøm.

- Jeg drømte, at jeg mødte min kæreste, før jeg mødte hende. For mange år siden drømte jeg, at jeg gik en tur i Frederiksberg Have med en kvinde, der havde hvid uldhue, og var meget forelsket, siger han i programmet.

12 år efter drømmen tog han på første date med sin nu forlovede, fortsætter han historien. Det gik så godt, at han aflyste en anden date, han havde aftalt med en anden kvinde dagen efter.

Da kalenderen nu var åben, besluttede han sig for at tage i Frederiksberg Have, som han ikke havde besøgt i mange år.

- Jeg tog min hund bag i bilen og kørte ind i Frederiksberg Have og parkerede. Fire biler længere henne stiger min nu kommende kone ud iført en hvid uldhue.

Siden er parret blevet forældre til to sønner i henholdsvis 2023 og 2024.

Den 40 årige komiker ventede på en helt særlig dag til at fri til sin kæreste, Julie.

- Jeg gjorde det på årets første snevejrsdag, som jeg havde ventet på. Da vi var nyforelskede, løb vi rundt en hel nat i snevejret, fortæller han.

Thomas Warberg er blandt andet kendt fra satireshowet "Live fra Bremen", som kørte over en årrække på TV 2, samt flere onemanshows.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/11/2025 - 10:57

Morrissey besøger Aarhus med egne og The Smiths' sange

Claudio Cruz/Ritzau Scanpix

66-årige Morrissey, der tidligere var frontfigur i The Smiths, besøger Aarhus Congress Center til februar.

Den britiske sanger Morrissey indtager scenen i Aarhus Congress Center næste år til en koncert med et katalog af hans egne sange og sange fra bandet The Smiths.

Det skriver All Things Live i en pressemeddelelse.

Koncerten med den tidligere frontfigur fra The Smiths løber af stablen 13. februar.

66-årige Morrissey med det fulde navn Steven Patrick Morrissey startede som frontfigur og sangskriver i The Smiths, der blev dannet i 1982.

Bandet havde en levetid på fem år, men alligevel imponerede de med fire albummer på magasinet Rolling Stones' liste over de 500 bedste albummer nogensinde.

Bandet gik i opløsning i 1987 efter at have udgivet fire studiealbummer, hvoraf det ene havde titlen "The queen is dead".

I sin solokarriere fortsatte Morrissey med kontroversielle albumtitler.

Det er blandt andet blevet til "Viva Hate", "Kill Uncle" og "Beethoven Was Deaf".

Ikke desto mindre har han også haft succes med solokarrieren med 13 soloalbum.

Ifølge det danske musikblad Gaffa er han ad flere omgange blevet kåret som en af de mest indflydelsesrige kunstnere nogensinde.

Det er dog ikke kun musikken, Morrissey har ryddet forsider med.

Den Manchester-fødte musiker var blandt andet ikke sen med kritik i kølvandet på bombeangrebet mod en koncert med Ariana Grande i Manchester i 2017.

Her langede han både ud efter politikere og det britiske kongehus.

I et Facebook-opslag anklagede han den daværende britiske premierminister, Theresa May, for at "leve i en skudsikker boble", mens nu afdøde dronning Elizabeth fik kritik af musikeren for ikke at aflyse en havefest dagen efter angrebet.

Særligt også hans kærlighed til dyr og kamp for dyrerettigheder har gjort sig bemærket gennem årene.

Han er tidligere udvandret eller har aflyst koncerter, hvis spillestederne har serveret kød på den dag, han har optrådt.

Det gjaldt blandet andet en koncert i den islandske hovedstad, Reykjavik, i 2015, hvor han aflyste koncerten.

I den forbindelse udtalte han, at han elsker Island, men at han vil overlade spillestedet til dets "kannibalistiske, kødspisende blodtørst", skrev Gaffa om episoden dengang.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/11/2025 - 11:00

FAKTA: Ulige fordeling af opsparinger

* I december 2024 havde danske privatkunder sammenlagt 1191 milliarder kroner stående i banken.

* Det er 63 milliarder kroner mere end i 2023.

* I gennemsnit svarer det til, at hver voksne dansker på det tidspunkt havde 245.000 kroner stående på kontoen.

* Pengene er dog ulige fordelt - den typiske bankkunde har et betydeligt lavere indlån end det, mens en mindre andel af befolkningen har et markant højere indlån end de 245.000 kroner.

Kilder: Nationalbanken, Ritzau.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 24/11/2025 - 11:00

Naboen har færre penge på kontoen end du tror

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Fortællingen om danskernes bugnende bankbøger blegner, når man kigger dybt i tallene, siger økonomiforsker.

De senere år er en historie gået igen om vores opsparinger - de vokser og vokser. Men det er ikke så mærkeligt, hvis det billede ikke stemmer overens med, hvor mange penge der står på din konto.

Mellem 40 og 50 procent af befolkningen har nemlig ganske lidt sparet op til trange tider.

Det fortæller Søren Leth-Petersen, der forsker i husholdningers finansielle adfærd ved Center for Economic Behavior and Inequality på Københavns Universitet.

- Den overordnede stigning, vi ser, bliver drevet af ganske få, der så til gengæld har rigtig mange penge, siger han.

Når Søren Leth-Petersen dykker ned i tallene, viser det sig, at omkring halvdelen af danskerne ikke har mere, end hvad der svarer til to måneders indkomst stående på bankbogen.

Samtidig kan han konstatere, at mennesker, der har en lille opsparing, typisk bliver ved med at have få penge klirrende på kistebunden år efter år.

- Det er interessant, fordi man jo godt kunne tro, at folk på forskellige tidspunkter i deres liv har få penge stående. Det kunne for eksempel være, lige efter at man havde købt et hus. Men vi kan faktisk se, at den lave kontantbeholdning er ret stabil, siger Søren Leth-Petersen og uddyber:

- Det vil sige, at personer, der ikke har så mange penge på deres konto nu, med stor sandsynlighed heller ikke har det om 5, 10 eller 15 år, lyder det fra forskeren.

Forklaringen på den tendens er mangefacetteret, understreger han. Både livsomstændigheder og personlige adfærdsmønstre spiller ind.

Søren Leth-Petersens forskning peger på, at nogle aktivt fravælger at spare op, fordi de arbejder i en branche med høj jobsikkerhed.

For andre er det et spørgsmål om økonomisk personlighed - er du utålmodig med dine penge, sparer du mindre op. Er du omvendt tålmodig, ryger der flere penge til side - uanset hvor lidt eller hvor meget du tjener.

- Det tyder på, at økonomisk tålmodighed er en vigtig faktor, når det gælder om at forstå, hvem af os der sparer op, og hvem af os der ikke gør, fastslår Søren Leth-Petersen.

Derfor er det en rigtig god idé at gøre sig bevidst om, hvor på tålmodighedsspektret du ligger.

- Tænk igennem, hvilke konsekvenser dit nuværende forbrug har for fremtiden. Kig på din økonomi, og spørg dig selv, om du har en plan for, hvad du vil gøre, hvis du pludselig mister dit job, eller bilen bryder sammen, lyder rådet fra økonomiforskeren.

Han gør klart, at den manglende økonomiske polstring ikke kun kan have konsekvenser for den enkelte, men også for samfundet som helhed.

- Hvis mange er uforberedte, og der pludselig kommer en recession, hvor mange mister deres job, så vil der ske en stærk opbremsning i det samlede forbrug. Det kan altså have en selvforstærkende effekt - folk holder op med at bruge penge, og så bremser økonomien op.

I yderste konsekvens kan den enkeltes finansielle robusthed altså spille ind på landets finansielle stabilitet.

- Det er det, der er det store perspektiv, og derfor er det her et vigtigt emne at forholde sig til, siger Søren Leth-Petersen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek