København, 30/06/2025 - 07:00
Unge Møller fravalgte græs: Gør tingene på min egen måde
Elmer Møller går sin egen vej i tennis. Mandag debuterer han i Wimbledon uden at have spillet kamp på græs.
Lindsey Wasson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Når Elmer Møller mandag klokken 12 dansk tid tager hul på Wimbledon mod den 12.-seedede amerikaner, Frances Tiafoe, er det første gang nogensinde, at den 21-årige dansker spiller en kamp på græs.
Efter sit exit i French Open for en måned siden fortalte han om sin manglende kamperfaring på det grønne underlag, og den har ikke ændret sig siden.
Således har Møller ikke prioriteret at stille op til en opvarmningsturnering på græs før den prestigefyldte turnering i det sydlige London.
- Det var et bevidst valg. Jeg valgte bare at spille nogle andre turneringer, siger Elmer Møller med henvisning til to Challenger-turneringer, der mundede ud i tidlige nederlag.
Han mener ikke, at det nødvendigvis havde været en fordel at have spillet kampe på græs.
- Jeg ser det ikke som en fordel eller ulempe. Det var ikke det, jeg følte for, og jeg synes ikke, at man skal gøre ting, bare fordi det kan se rigtigt ud på papiret.
- Jeg tror nok på mig selv til at tro, at jeg kan spille på alle underlag. Når det er første gang, kan det give noget frihed, da jeg ikke har gamle erfaringer, som kan være negative.
Mange topspillere vil måske undre sig over Møllers valg, men det er et symbol på, at Møller ikke bare gør som alle andre.
- Generelt kan jeg godt lide at gøre tingene på min egen måde, fastslår Møller.
Det gælder blandt andet tennisudstyr, som Møller ikke går specielt meget op i.
- Jeg er glad for min ketsjer, den virker, så det er bare den jeg bruger, lyder det eksempelvis fra KB-spilleren.
- Det er ikke, fordi jeg føler mig totalt anderledes. Jeg tror, at alle boner ud på forskellige måder. Jeg tror bare, at mit fokus så er på noget andet inden for tennis.
Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen, der er med som træner for Møller og August Holmgren ved Wimbledon, fortæller, at han og Møller ikke altid er enige, men er gode til at lytte til hinanden.
- Jeg kan bombardere spillerne med 100 ting, men det skal også have en effekt, så det er ikke alle kampe, jeg tager. Kun når jeg virkelig stoler på noget.
- Hvis jeg har et godt argument, er Elmer fair og lytter til det. Hvis han har et godt argument, så lægger jeg mig også ned, fortæller Frederik Løchte.
Et friskt eksempel var, da han op til Wimbledon rådede Møller til at spille en opvarmningsturnering på græs for at vænne sig til underlaget, men Møller foretrak at spille Challengers på grus, da han så større mulighed for at samle point til verdensranglisten her.
- Jeg forstod ham godt. I en perfekt verden så jeg gerne Elmer jagte en plads i alle store turneringer, men han prioriterer anderledes i sin jagt på top-100. Spillede han alle de store, ville han måske ikke vinde så mange kampe, og det styrker selvforståelsen at vinde.
- Min rolle er at rykke ham lidt ud af komfortzone og smide ham ind i tingene, men han skal også være klar, for ellers får vi ikke god respons. Det skal komme organisk, men så er Elmer også hurtig til at vænne sig til tingene, understreger Løchte.
/ritzau/