Brøndby, 28/07/2025 - 09:04
Birk så gerne mere offensivt men roser stærkt fundament
Frederik Birk roser sit holds samlede enhed, men havde ambitioner om mere offensivt mod FC Nordsjælland.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Brøndby har fået en glimrende start på Superligaen med sejrene over Silkeborg og FC Nordsjælland.
Silkeborg gjorde livet surt for Brøndby i sidste sæson, ikke mindst i pokalsemifinalerne, og mod FCN havde Brøndby ikke vundet på udebane siden begyndelsen af 2022.
- Vi har mødt to hold, som vi har haft det notorisk svært mod, så det er glædeligt at kunne hive seks point mod dem, siger cheftræner Frederik Birk til Brøndbys hjemmeside.
- At se sammenholdet og den måde, holdet arbejder som en samlet enhed er det, der glæder mig allermest. Vi har spillet med et stærkt fundament.
Brøndby var inden søndag taget hjem fra Farum i seks kampe i træk uden en sejr, men det blev der lavet om på med søndagens sejr på 1-0.
Birks tropper skabte meget lidt ud over Clement Bischoffs sejrsmål efter et kvarter, og Brøndby kom til at forsvare sejren hjem med en kompakt organisation, som FCN havde svært ved at dirke op.
- Det blev til en forsvarskamp, og også mere end vi havde lyst til. Vi har selvfølgelig ambitioner om mere, men holdindsatsen og arbejdsviljen var upåklagelig på en udebane, som er notorisk svær.
- Vi fik trukket noget energi ud på banen, som gav sejren til sidst. Jeg ville gerne have ønsket, at vi var bedre til at balancere kampen, men i forhold til at stå fast, var vi stærke, lyder det fra Birk.
Mens Brøndby fører Superligaen efter to runder, kom holdet knap så flot ud af starthullerne på den europæiske scene.
I anden runde af kvalifikationen til Conference League spillede Brøndby i den første kamp 1-1 mod HB Torshavn fra Færøerne. Torsdag venter returkampen på Brøndby Station.
/ritzau/