Vestbredden, 21/05/2025 - 21:01
Israels militær har affyret varselsskud mod diplomater
Både Spaniens, Italiens og EU's udenrigschef kritiserer en skudepisode på Vestbredden under et diplomatbesøg.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israels militær har affyret "varselsskud" mod en gruppe af udenlandske diplomater, som var på besøg i byen Jenin på Vestbredden.
Det oplyser militæret, skriver AFP.
Ifølge militæret blev skuddene affyret, da diplomaterne ikke fulgte den planlagte rute under besøget.
- Delegationen afveg fra den godkendte rute og gik ind i et område, hvor de ikke havde tilladelse til at være, siger militæret i en udtalelse ifølge mediet.
Soldaterne affyrede derefter ifølge udtalelsen varselsskud for at få gruppen til at gå væk.
Nyhedsbureauet beskriver, hvordan man på dets optagelser fra episoden kan se diplomater og journalister søge i dækning, mens lyden af skud kan høres.
Der er ingen meldinger om sårede.
Både Danmark Spanien, Italien, Egypten, Tyskland, Irland og Frankrigs udenrigsministerier har kritiseret hændelsen. Alle landene havde diplomater til stede ved episoden.
- Det er utilstedeligt, at Israel har affyret skud i nærheden af udenlandske diplomater. Det hører ingen steder hjemme og er komplet uacceptabelt, siger Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), til Ritzau.
Løkke har ligeledes bedt udenrigsministeriet om at indkalde Israels ambassadør efter hændelsen.
Det samme gælder Frankrigs udenrigsministerium, der vil indkalde den israelske ambassadør i Paris samt Italien, Portugal og Spanien, skriver AFP.
EU's udenrigschef, Kaja Kallas, kalder ligesom Tajani trusler mod "diplomaters liv" for uacceptabelt.
Det siger Kallas til en samling af journalister i Bruxelles, skriver AFP.
EU-chefen opfordrer samtidig Israel til at undersøge episoden og stille de ansvarlige "til ansvar".
I en udtalelse oplyser det israelske militær, at det "beklager ulejligheden" efter at have affyret skud under diplomaternes besøg, skriver AFP.
Skudepisoden skete, mens delegationen besøgte indgangen til Jenin-flygtningelejren.
Israel har i forbindelse med en militæroffensiv i den nordlige del af Vestbredden så godt som tømt flygtningelejren.
16.000 mennesker er ifølge UNRWA, FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, blevet fordrevet i forbindelse med Israels militæroperation.
Det oplyste FN-organisationen 31. marts, skriver AFP.
/ritzau/