København, 02/07/2025 - 13:57
PFA vil holde fast i lavere dollarrisko efter positivt afkast
PFA har øget dollarafdækning og solgt amerikanske aktier og obligationer. Afkast for første halvår er i plus.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Indtil videre har 2025 været et usædvanligt år, hvor udsving på finansmarkederne i høj grad har været forårsaget af den amerikanske præsidents udmeldinger.
Det har af og til givet sved på panden og en smule trykken for brystet for Kasper Arndt Lorenzen, som er investeringsdirektør hos pensionsselskabet PFA.
Men sådan må det være, når man har ansvaret for 1,3 millioner danskeres pensionsopsparing, mener han.
For nu kan han dog tørre sveden af panden. Halvåret har nemlig givet PFA's kunder et positivt afkast på deres pensionsopsparinger.
I de seneste seks måneder har en typisk PFA-kunde med middel risiko og 15 år til sin pension, fået et afkast på 2,1 procent.
Men undervejs har det set helt anderledes ud.
Donald Trumps anden præsidentperiode i USA er nemlig startet anderledes, end investorerne havde forventet, og det har sendt markederne ud i store udsving fra dag til dag.
- Det har været et turbulent første halvår med masser af usikkerhed initieret af primært en person, nemlig den amerikanske præsident, Donald Trump, siger Kasper Arndt Lorenzen.
Usikkerheden eksploderede, da Trump i begyndelsen af april annoncerede en række øgede toldsatser. Men siden har en toldpause og bilaterale forhandlinger skabt lidt mere ro.
- Heldigvis kravlede han ned fra træet efter feedback fra markedet. Og fra anden halvdel af april har vi set en normalisering, selv om noget af usikkerheden er intakt, siger Kasper Arndt Lorenzen.
Undervejs har PFA øget sin dollarafdækning. Det betyder, at man beskytter sig mod udsving i dollarkursen.
- Vi har mange dollaraktiver, og dollaren er svækket op mod 15 procent i år. Så det at operere med en højere dollarafdækning har været det primære, siger Kasper Arndt Lorenzen.
Men det er ikke gratis at mindske sin risiko over for valutaudsving. Og derfor ser PFA i øjeblikket på, om selskabet skal blive ved at gøre det i samme grad.
Uanset kommer selskabet til at holde fast i at gøre det i lidt højere grad end tidligere.
- Det er prisen for at være repræsenteret på verdens største marked og tappe ind i den produktivitet, der er i USA, siger Kasper Arndt Lorenzen.
Når man har amerikanske aktier i dollar, falder værdien i danske kroner, hvis dollaren svækkes over for euro og kroner.
I årets første seks måneder er dollaren faldet over ti procent over for en række andre valutaer. Ikke siden 1973 er den faldet så meget.
PFA har også solgt ud af sine amerikanske aktier og statsobligationer. Det sidste vil selskabet også holde fast i fremover.
- Ellers kommer vores investeringsstrategi til at være relativt uafhængig af den siddende amerikanske præsident, og sådan skal det nok også helst være, siger investeringsdirektøren.
/ritzau/