San Francisco, 01/05/2025 - 06:06
Apple beskyldes for at trodse påbud om App Store
Dommer bad i 2021 Apple om at løsne grebet om app-butikken App Store. Det er ikke sket, mener dommer.
Andy Wong/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Apple kan have trodset et påbud om at løsne grebet om app-butikken App Store i sådan en grad, at der kan være grundlag for at rejse en straffesag mod techgiganten.
Det er en amerikansk distriktsdommer onsdag nået frem til ifølge nyhedsbureauet AFP.
Dommeren Yvonne Gonzales Rogers har derfor bedt statsadvokaten i Californien om at indlede en undersøge af, om Apple har udvist foragt for retten. Det skriver BBC.
Rogers vurderer, at Apple med fortsæt overtrådte påbuddet, som hun udstedte under en retssag i 2021.
- At de (Apple, red.) troede, at denne domstol ville tolerere en sådan ulydighed, var en grov fejlberegning, skriver dommeren i en kendelse.
Retssagen blev i 2021 indledt af Epic Games, der står bag det populære videospil Fortnite. Det skete i et forsøg på at bryde med Apples greb om App Store.
Spiludvikleren beskyldte dengang desuden techgiganten for at agere som et monopol.
Efter en retssag afgjorde Rogers i 2021, at Apples kontrol over App Store ikke udgjorde et monopol, men at techgiganten skulle gøre det muligt for tredjeparter at benytte deres egne købemekanismer.
Dommeren nåede desuden frem til, at den afgift, som Apple opkræver for salg i App Store, var konkurrenceforvridende.
I kendelsen onsdag skriver Rogers, at Apple blandt andet forsøger at omgå forbuddet ved som noget nyt at opkræve en afgift på 27 procent på de køb, som brugere foretager udenom App Store. Det skriver BBC.
Dommeren mener desuden, at Apple har indført yderligere barriere og krav, der skal afholde kunder på App Store fra foretage køb gennem andre platforme end App Store.
En talsperson for Apple har onsdag reageret på kendelsen.
- Vi er stærkt uenige i kendelsen. Vi vil efterkomme rettens kendelse, og vi vil appellere, siger talspersonen ifølge BBC.
/ritzau/AFP