København, 13/07/2019 - 09:00
Kommende dronning fylder år: Fejres med helt speciel tradition
Kronprinsesse Victoria af Sverige fylder 42 år søndag, og det bliver fejret med et brag.
Af: Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus
Søndag står i kronprinsesse Victorias tegn i Sverige. Her fylder hun 42 år, og det kommer ikke til at gå stille for sig.
I Sverige er der nemlig tradition for, at hendes fødselsdag er en fest for hele landet.
Siden hun fyldte to år, har Sverige fejret "Victoria-dagen" på hendes fødselsdag, og her bliver der budt på underholdning, musik og fødselsdagsfejring til den store guldmedalje.
Sidste år, da kronprinsesse Victoria fyldte 41 år, optrådte blandt andet Eurovision-vinderen Alexander Rybak, og i år er den populære sanger Benjamin Ingrosso blandt dem, der er inviteret til at synge ved fejringen.
Showet sendes traditionelt på både SVT og NRK, der er den svenske og norske pendant til DR, men kan også ses på tv i en række andre lande.
Kronprinsesse Victoria kom til verden i 1977 på Karolinska Universitetshospital i Solna nær Sveriges hovedstad, Stockholm, som det første barn af kong Carl Gustaf og dronning Silvia.
Hun fik navnene Victoria Ingrid Alice Désirée og blev døbt i september 1977. Ved dåben stod blandt andre kong Harald af Norge og den forhenværende hollandske dronning, prinsesse Beatrix, fadder.
Kronprinsesse Victoria er storesøster til prins Carl Philip og prinsesse Madeleine.
I 2010 giftede hun sig med Daniel Westling, der var hendes personlige træner.
I februar 2012 fødte kronprinsessen parrets første barn. Den nyfødte pige fik navnene Estelle Silvia Ewa Mary, og i 2015 blev prinsesse Estelle storesøster til prins Oscar Carl Olof.
Familien på fire bor til daglig på Haga Slott i Stockholm.
/ritzau/