Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/05/2025 - 08:19

Venstre vil lempe lov lavet til at beskytte sexarbejdere

Rufferilov blev indført for at forhindre udnyttelse af sexarbejdere. Den er uhensigtsmæssig, mener Venstre.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Står det til Venstre, skal paragraffen om rufferi i straffeloven lempes.

Det siger regeringspartiets socialordfører, Christian Friis Bach, til Kristeligt Dagblad.

- Det er uhensigtsmæssigt, at sexarbejdere, der gerne vil være i erhvervet, er afskåret fra de ordentlige forhold, det ville kunne give at organisere sig i fagforeninger, ansætte en dørmand eller leje nogle lokaler, siger Christian Friis Bach.

Regeringen har for nylig nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge konsekvenserne af rufferiloven. Den gør det ulovligt at drive virksomhed, hvor en anden mod betaling har et seksuelt forhold til en kunde.

Formålet er at beskytte sexarbejdere - primært kvinder - fra at blive udnyttet af bagmænd.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) siger til Kristeligt Dagblad, at hun er åben for at se på lovgivningen.

Det er vigtigt at vide, om den nuværende lovgivning hindrer, at sexarbejdere kan opnå tryghed og sikkerhed, siger hun.

Tidligere har både Venstre og Socialdemokratiet afvist at ville afskaffe eller lempe rufferiloven.

Tilbage i 2015 sagde retsordfører Preben Bang Henriksen (V), at partiet ikke så nogen grund til at ændre loven.

- Der er alt for meget kriminalitet forbundet med det til, at vi synes, det er noget, man skal afkriminalisere, sagde han dengang til Politiken.

Det samme mente Trine Bramsen (S), der på det tidspunkt var retsordfører.

- Vi kommer ikke til at lempe rufferiloven. Det er uacceptabelt, at man sælger og handler kvinder til prostitution, og derfor er det nødvendigt med en hård lovgivning, sagde hun dengang til Politiken.

De to ordføreres udtalelser kom, efter at Liberal Alliance foreslog at lempe loven. Også De Konservative meldte sig dengang klar til at give rufferiloven et eftersyn.

I dag er straffen for rufferi op til fire års fængsel.

/ritzau/

København, 06/06/2025 - 15:00

Efter gedigen succes: Netflix afslører ny dansk satsning

Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen er på rollelisten i Netflix' kommende danske thriller, "Den hemmelige kvinde".

Samtidig med at den nye danske Netflix-serie, "Reservatet", går sin sejrsgang verden over, kan streaminggiganten nu afsløre sin næste danske satsning.

Det er filmatiseringen af Anna Ekbergs krimi "Den hemmelige kvinde", som Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen skal vække til live på skærmen.

Det annoncerer Netflix i en pressemeddelelse.

Filmen udspiller sig på en ø, hvor den kvindelige hovedrolle bor med sin mand og driver en café.

Men idyllen slår revner, da en fremmed mand træder ind i caféen og hævder, at hun slet ikke er den, hun tror, hun er. Han påstår, at hun i virkeligheden er en helt anden - hans egen hustru, som forsvandt for tre år siden.

Grundige undersøgelser afslører en sandhed, der vender op og ned på hendes liv, og hun føler sig tvunget til at forlade den mand, hun elsker, for at finde ud af, hvad der skete med hende for tre år siden.

Ud over Natalie Madueño, Claes Bang og den norske skuespiller Pål Sverre Hagen, som indtager de centrale roller i "Den hemmelige kvinde", er også Broen-skuespilleren Lars Simonsen og Krøniken-stjernen Stina Ekblad på rollelisten.

Filmen, som er baseret på Anna Ekbergs krimi, er skrevet af Anders August, som før har skrevet filmatiseringerne af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" og Danmarks fodboldsejr i EM "Sommeren '92".

Filmen instrueres af Barbara Topsøe-Rothenborg, der også instruerede den danske Netflix-film "Kærlighed for voksne" i 2022.

"Den hemmelige kvinde" forventes at få premiere på Netflix i 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 06/06/2025 - 13:56

Medier: David Beckham bliver snart slået til ridder

Toby Melville/Ritzau Scanpix

I mange år har David Beckham været nævnt som kandidat til at blive slået til ridder. Nu sker det ifølge BBC.

Den tidligere fodboldspiller og landsholdsanfører David Beckham står til at blive slået til ridder.

Det erfarer det britiske medie BBC og avisen The Sun. Oplysningen er ikke officielt bekræftet.

50-årige Beckham var som aktiv udøver en kendt frisparksspecialist.

Men han har også markeret sig som modeikon, klubejer og halvdelen af et af verdens mest berømte ægtepar.

Ifølge BBC vil han blive slået til ridder ikke blot for sine bedrifter på fodboldbanen, men som følge af et bredere bidrag til det britiske samfund.

Beckham er blandt andet mangeårig ambassadør for FN's Børnefond, Unicef.

Han vil ifølge det britiske medie fremgå af kong Charles' liste over fødselsdagsudmærkelser, som ventes offentliggjort næste uge.

Kong Charles blev egentlig født 14. november i 1948, men den britiske monarks officielle fødselsdag markeres med Trooping the Colour-paraden 14. juni 2025.

Beckham har været nævnt mange gange som en mulig kandidat til at blive slået til ridder. Han fik i 2003 ordenen OBE - The Order of the British Empire.

Hverken talspersoner for den britiske regering eller David Beckham har ønsket at udtale sig til BBC.

- Vi udtaler os ikke om spekulationer vedrørende hædersbevisninger, siger en talsperson for den britiske regering.

Beckham spillede også en fremtrædende rolle i at få OL til London i 2012.

Han nåede blandt andet at spille for Manchester United, Real Madrid og LA Galaxy, inden han i maj 2013 stoppede sin fodboldkarriere efter nogle måneder hos det franske storhold Paris Saint-Germain.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Opskrift på overnight oats a la gulerodskage

* Kom havregryn, gulerod, chiafrø, kardemomme og kanel i et sylteglas.

* Tilsæt salt, rosiner og mælk.

* Rør det hele grundigt rundt.

*Sæt låg på glasset og sæt det i køleskab natten over.

* Rør rundt i grøden næste morgen.

Skyrcreme:

* Blend banan og dadler. Rør begge dele med skyr og vanilje.

* Top grøden med bær og eventuelt. honning og pak forsigtigt i madpakken med skyrcreme on the side.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Ingrediensliste til overnight oats a la gulerodskage

Opskriften er til to personer:

* 1 ½ dl fint valsede havregryn

* 1 dl revet gulerod

* 2 spsk. chiafrø

* ½ tsk. stødt kardemomme

* 2 tsk. stødt kanel

* 1 nip salt

* 1-2 spsk. rosiner

* 3 dl mælk

Skyrcreme:

* 1 moden banan

* 2 bløde dadler

* 2 dl skyr

* 1 tsk. vaniljepulver

Topping:

* 2 håndfulde blandede bær

* Eventuelt  honning

Kilde: louisalorang.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv