København, 01/04/2023 - 07:58
Knap hver anden solgte bil i marts var en elbil
I marts blev der indregistreret 17.969 nye personbiler i Danmark. 47 procent af dem var opladelige biler.
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er kommet fart på bilsalget igen, efter flere år hvor salget og leveringerne af biler har været udfordret af manglen på mikrochips.
I marts blev der indregistreret 17.960 nye personbiler i Danmark. Det er 23 procent flere personbiler end samme måned sidste år.
Særligt elbilerne er populære blandt danskerne. Her var knap halvdelen af de solgte biler i marts opladelige, skriver De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
Ifølge administrerende direktør Mads Rørvig går det stærkt med danskernes omstilling til elbiler lige nu.
- Der er god konkurrence på markedet lige nu, hvor forbrugerne slår til på gode tilbud. Danskerne er meget følsomme over for prisnedsættelser og slår til, når der er et godt tilbud, siger han.
I januar annoncerede elbilproducenten Tesla prisfald på flere af deres nye modeller, det påvirkede også både prisen på andre nye elbiler, men særligt også prisen på brugte elbiler faldt i pris mange steder.
I 2023 er der indtil videre kommet 11.902 nye elbiler ud på de danske veje. Det er en fordobling i forhold til første kvartal sidste år.
Det høje antal nye elbiler stiller store krav til, at der hurtigst muligt kommer endnu flere ladestandere, siger Mads Rørvig.
- For langt de fleste er det heldigvis nemt med opladning, fordi mange har en garage, hvor de kan sætte deres egne opladere. Men der bor også mange bilejere i etageejendomme, hvor det kan være sværere at få opladning.
- Derfor bør man sætte ladestandere op, så mange steder som muligt nær etageejendomme i de store byer, da det særligt er et problem for personer, der bor her, siger han.
Elbiler har forskellige rækkevidder, men de fleste kan køre mellem 200-400 kilometer, når de er ladet helt op.
En elbils rækkevidde bliver ikke kun påvirket af den hastighed, man kører bilen med, men også af temperatur.
/ritzau/