København, 03/08/2025 - 09:01
Flertal er klar til at ændre valglov der giver store partier fordel
Flertal er klar til at se på regelændring, så store partier ikke kan få flere mandater, end stemmerne giver.
Af: /ritzau/
Et flertal i Folketinget ønsker at ændre valgloven, så store partier ikke får en fordel.
Det skriver TV 2, efter at Altinget lørdag skrev, at flere partier var åbne over for at ændre reglerne.
Både Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti melder sig over for TV 2 klar til at ændre loven.
Altinget skrev lørdag, at regeringspartierne Venstre og Moderaterne samt Liberal Alliance, SF, Alternativet og Enhedslisten var åbne over for at se på en regelændring.
Dermed tegner der sig et flertal uden om Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet er med 50 mandater det største parti i Folketinget. Og ifølge blandt andre professor emeritus i statskundskab Jørgen Elklit er det særligt store partier, som drager fordel af den nuværende valglov.
Det har han sammen med Sebastian Holdum, som er selvstændig data scientist, og Frederik Ravn Klausen, som er postdoc i matematik ved Princeton University, blandt andet uddybet i en kronik i Politiken i juli.
Her lyder det, at Socialdemokratiet ved valget i 2022 fik et mandat mere, end partiet rent stemmemæssigt var berettiget til.
Det skyldtes reglen om kredsmandaternes såkaldte endelighed.
/ritzau/