Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 01/05/2025 - 20:02

Zelenskyj: Møde med Trump i Peterskirken banede vej for mineralaftale

Ukraines præsident siger, at mineralaftale med USA åbner for en modernisering af den ukrainske industri.

Ukrainian Presidential Press Ser/Reuters

Af: /ritzau/

Billeder af mødet nåede bredt ud, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og hans amerikanske modpart, Donald Trump, stak hovederne sammen i Peterskirken i Rom i forbindelse med pave Frans' begravelse.

Det tilsyneladende improviserede møde banede vejen for, at Ukraine og USA kunne indgå en mineralaftale.

Det siger Zelenskyj torsdag ifølge Reuters.

- Nu har vi faktisk det første resultat af mødet i Vatikanet, hvilket virkelig gør den historisk, siger Zelenskyj om mineralaftalen i en video offentliggjort på beskedtjenesten Telegram.

Han siger samtidig, at Ukraine snarest muligt vil ratificere mineralaftalen, som ifølge ham åbner for en modernisering af Ukraines industri.

- Aftalen er blevet ændret markant i forberedelsesprocessen, siger Zelenskyj.

Den ukrainske præsident roser aftalen, som ifølge ham er en "jævnbyrdig aftale" mellem Ukraine og USA.

Sent onsdag aften blev det annonceret, at de to lande var blevet enige om en aftale om en genopbygningsfond.

I timerne op til var det fra begge sider blevet varslet, at en mineralaftale snart ville blive underskrevet. Men da en aftale senere blev annonceret, blev den ikke omtalt som en mineralaftale.

Flere medier skrev dog, at samarbejde om mineraludvinding i Ukraine indgik i aftalen om en genopbygningsfond.

Reuters skrev således, at onsdagens aftale både skulle finansiere genopbygningen af Ukraine efter krigen med Rusland og give USA "privilegeret adgang" til nye aftaler om ukrainske mineraler.

Højstående embedsmænd i Trump-administrationen har fortalt til Reuters, at der blev underskrevet tre aftaler: en rammeaftale og to tekniske aftaler.

Embedsmændene forventer, at Ukraines parlament vil ratificere aftalerne inden for en uge. Flere ukrainske parlamentsmedlemmer har dog sagt, at det formentlig kan tage mere end en uge.

Aftalerne blev underskrevet efter flere måneders forhandlinger.

/ritzau/

København, 04/05/2025 - 07:00

Prins Joachims yngste søn fylder år på den anden side af Atlanten

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Prins Joachims og prinsesse Maries søn, grev Henrik, har sin hverdag i USA. 4. maj fylder han 16 år.

Den yngste greve af Monpezat har fødselsdag.

Søndag 4. maj fylder prins Joachim og prinsesse Maries yngste søn, grev Henrik, 16 år.

Grev Henrik blev født prins til Danmark i 2009 på Rigshospitalet i København og fik navnene Henrik Carl Joachim Alain ved sin dåb i Møgeltønder Kirke.

I 2023 blev prinsetitlen dog skiftet ud med en adelstitel, da dronning Margrethe fratog prins Joachims børn prinse- og prinsessetitlerne.

Begrundelsen var, at det skulle give de fire søskende friere rammer til at skabe deres egne tilværelser uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset indebærer.

Trods ændringen fra prins til greve bevarer grev Henrik sin plads i arvefølgen som nummer otte.

Det sønderjyske Schackenborg Slot dannede rammen om de første fem år af grev Henriks liv. I 2014 flyttede familien nord for København, og året efter begyndte grev Henrik på Sct. Joseph Søstrenes Skole i Ordrup.

Og følger grevens skolegang danske normer, nærmer han sig afslutningen.

Familien flyttede dog i 2019 til Frankrig, hvor grev Henriks mor, prinsesse Marie, kommer fra.

I den forbindelse skiftede greven til en international skole i Frankrig, hvor han gik i fire år inden familien igen flyttede.

I 2023 krydsede familien Atlanterhavet, da de flyttede hjemmet fra Frankrig til USA's hovedstad, Washington D.C. I den anledning går greven nu i skole i den amerikanske hovedstad.

Flytningen skete, i forbindelse med at prins Joachim skulle tiltræde en stilling som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade.

Grev Henrik udtalte da til B.T. i forbindelse med sin konfirmation i Paris, at det blev "et spændende nyt liv" i USA.

I april sidste år gav prins Joachim og prinsesse Marie interview til avisen The Washington Post, hvor de fortalte om familiens nye tilværelse.

- Vi har boet her i syv måneder nu, og de færreste ved, hvem vi er, bortset fra danskere, sagde prins Joachim til avisen.

For prinsesse Maries vedkommende stod den første tid i USA i familiens tegn. Her fokuserede hun på, at familien fandt sig til rette i det nye land, lød det.

/ritzau/

Læs Mere >>

Rio de Janeiro, 04/05/2025 - 02:35

Gratis Lady Gaga-koncert i Rio tiltrækker enormt publikum

Tita Barros/Reuters

Storby finansierer Lady Gaga-koncert, der derfor er gratis at opleve. 1,6 millioner ventes lørdag at deltage.

Store folkemængder har samlet sig i den brasilianske storby Rio de Janeiro, hvor der sent lørdag er gratis koncert med den amerikanske sanger Lady Gaga.

Koncerten finder sted på den verdensberømte strand Copacabana, og de brasilianske myndigheder forventer, at 1,6 millioner vil deltage.

Det skriver mediet BBC.

Rio de Janeiro har betalt for koncerten i et forsøg på at give byens økonomi nyt liv. Forventningen er således, at koncerten kan indbringe 100 millioner dollar - 660,5 millioner kroner - til den lokale økonomi.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var der allerede ved daggry flere fans, som havde dannet en kø ved stranden forud for kæmpekoncerten.

Her skal de blandt andet igennem metaldetektorer for at få adgang til stranden.

De lokale myndigheder har indsat flere sikkerhedsforanstaltninger, lyder det. Heriblandt 5000 betjente, droner, ansigtsgenkendelsessystemer og overvågningskameraer.

Lady Gaga er ikke den første, der spiller koncert, som ikke kræver billet, i Rio de Janeiro.

Madonna spillede i maj 2024 ligeledes en koncert, som var finansieret af byen i stedet for deltagerne, på Copacabana.

Ifølge BBC var vurderingen efterfølgende, at publikum talte 1,6 millioner mennesker.

Flere er lørdag rejst til stranden fra hele Brasilien for at opleve koncerten, skriver BBC.

Den 28-årige Luan Messias har brugt natten til lørdag på en bus fra byen Itanhaem i nabodelstaten São Paulo.

- Jeg kan ikke vente med at høre hende synge "Abracadabra". Den er fantastisk at danse til ligesom hendes ældre sange, siger han.

- Jeg ankom klokken 07.40 i morges, fortæller den 22-årige Alisha Duarte til AFP.

- Indtil videre går det godt. Det kommer til at blive lidt mere udfordrende i aften, når det bliver pakket med mennesker, men vi overlever. Lady Gaga er det værd, siger hun.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 03/05/2025 - 10:00

FAKTA: Råd til at undgå påkørsel af hjorte

* Kør forsigtigt især i skovområder ved daggry og skumring, hvor dyrene er mest aktive.

* Hjorte og andre store dyr er ofte mere aktive i foråret, når de har unger, og igen fra september til november under brunstperioden.

* I højrisikoområder for dyrepåkørsler er der ofte skilte, hastighedsbegrænsninger og faunapassager. Vær derfor opmærksom på skiltning og advarsler.

* Dyreøjne kan reflektere billygterne i mørke. Får du øje på refleksioner ved vejens kant, så sæt hastigheden ned, og vær parat til at bremse.

* Hjorte bevæger sig i flok. Ser du en hjort, er der som regel flere i nærheden. Vær opmærksom på, om flere dyr følger efter.

Kilde: Alm. Brand.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 03/05/2025 - 10:00

Pas på: Påkørsel af hjorte topper nu

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I maj stiger risikoen for hjortepåkørsler, når de unge rådyr bevæger sig rundt. Du bør især være opmærksom i skov- og markområder ved daggry og skumring.

Forårssolen står tidligere op, og fuglene synger i maj. Men det er også blevet den tid på året, hvor mange hjorte bliver påkørt.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse bliver der hvert år påkørt over 10.000 hjorte i Danmark, og maj er en af de måneder, hvor risikoen er størst. Det er i denne periode, at de unge rådyr for første gang begynder at bevæge sig rundt.

Dyrene har ingen forståelse for farerne i trafikken, og deres pludselige bevægelser på vejene kan føre til alvorlige ulykker, fortæller Christian Johansen, som er direktør for motor i forsikringsselskabet Alm. Brand.

- Flere bilister glemmer, at risikoen for påkørsler af hjorte ikke kun er et efterårsfænomen. I foråret er hjortene særligt aktive, og det kan skabe farlige situationer i områder tæt på skove og marker, siger han.

Fire ud af ti hjortepåkørsler sker, når mørket er faldet på, viser tal fra Dyrenes Beskyttelse. Helt konkret er det i tidsrummet mellem klokken 21.00 og 00.00, at risikoen er størst.

- Hjortene er mest aktive om natten, så det er særligt fra lige før solnedgang, at man skal være ekstra opmærksom, selv om hjortene også krydser veje i dagtimerne, oplyser biolog hos Dyrenes Beskyttelse Peter Gravlund Nielsen i en pressemeddelelse.

- De opholder sig typisk i skove, enge, levende hegn eller lignende natur, så i de områder vil sandsynligheden for krydsende hjorte være størst. Derudover er det værd at vide, at hjorte er flokdyr. Så en hjort krydser sjældent vejen alene.

Hvis en hjort eller et andet dyr pludselig springer ud på vejen, er det vigtigste råd at bevare roen.

Du kan give dig selv mere tid til at reagere ved at sænke farten og være ekstra opmærksom, når du kører gennem områder med tæt bevoksning i ydertimerne.

- En lavere hastighed kan være helt afgørende for, om du når at reagere i tide og dermed undgår skader på bilen eller personskade, siger Christian Johansen.

Han understreger vigtigheden af at holde øje med advarselsskilte og reflekterende dyreøjne i vejkanten.

Hvis uheldet er ude, og du påkører et dyr, skal du holde ind til siden, tænde havariblinket, tage sikkerhedsvest på og sætte en advarselstrekant op. Herefter kan du vurdere eventuelle skader på bilen.

- Hvis man efter en påkørsel kan mærke, at bilen føles anderledes, er det vores klare anbefaling, at man ikke kører videre, før bilen er blevet undersøgt. Det samme gælder, hvis der ses væsker fra bilen, såsom kølervæske og olie, siger Christian Johansen og uddyber:

- Som hovedregel er det dog bedst at være på den sikre side og få bilen undersøgt efter en påkørsel. Det kan få fatale konsekvenser i trafikken, hvis bilen eksempelvis har ratslør.

Ratslør betegner det stykke, du kan dreje rattet, uden at hjulene bevæger sig.

Hvis det påkørte dyr er skadet eller løbet væk, skal du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

Er dyret dødt, bør du flytte det ind til siden, så det ikke er til fare for andre bilister. Du kan ringe til Falck på 70 10 20 30, hvis du ikke selv kan eller vil flytte det døde dyr.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek