Washington D.C, 23/05/2025 - 00:32
30-årig sigtet for dobbeltdrab på ansatte hos Israels ambassade
To personer ansat på Israels ambassade i USA blev dræbt i et skyderi onsdag. Nu er en 30-årig sigtet i sagen.
Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
30-årige Elias Rodriguez er torsdag blevet sigtet for et dobbeltdrab på to personer ansat på Israels ambassade i USA.
De to personer blev dræbt i et skyderi i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., nær det jødiske museum Capital Jewish Museum, som fandt sted sent onsdag amerikansk tid.
Kort efter blev den mistænkte anholdt.
Episoden efterforskes som en hadforbrydelse og som terror, siger en anklager torsdag og tilføjer, at sagen kan resultere i dødsstraf.
Elias Rodriguez var ifølge politiet blevet set gå frem og tilbage uden for museet forud for skyderiet.
I politiets varetægt skal han senere have råbt "Free Palestine, Free Palestine", hvilket kan oversættes til "Befri Palæstina".
Elias Rodriguez, der er født i storbyen Chicago i delstaten Illinois, trak ifølge politiet en pistol uden for museet og skød mod en gruppe mennesker.
De var ved at forlade museet, efter at de havde deltaget i et arrangement for unge diplomater. Begivenheden var arrangeret af American Jewish Committee, som støtter Israel og arbejder for at bekæmpe antisemitisme.
De to dræbte er blevet identificeret af myndighederne som 30-årige Yaron Lischinsky og 26-årige Sarah Lynn Milgrim, som var kærester.
Yaron Lischinsky voksede op i Tyskland, men flyttede senere til Israel og havde dobbelt statsborgerskab ifølge det amerikanske medie NPR. Sarah Lynn Milgrim blev født i den amerikanske delstat Kansas.
Politiet mener, at Elias Rodriguez var alene om forbrydelsen.
Da han torsdag mødte op i retten, gav han afkald på sin ret til at få vurderet spørgsmålet om varetægtsfængsling.
Efter planen bliver der 18. juni afholdt et indledende retsmøde i sagen.
Den 30-åriges mulige politiske synspunkter har indtaget en central plads i politiets efterforskning, såvel som i medierne.
FBI har oplyst, at man er ved at undersøge ægtheden af en tekst tilsyneladende skrevet af Elias Rodriguez, som blev slået op på det sociale medie X onsdag aften, kort tid før skyderiet.
I teksten bliver Israels handlinger i Gaza fordømt.
Ifølge sundhedsministeriet i Gaza, som kontrolleres af den militante Hamas-bevægelse, er over 50.000 palæstinensere blevet dræbt.
/ritzau/Reuters