København, 05/08/2025 - 15:56
Villa ved Bagsværd Sø solgt i næstdyreste handel i år
En villa ved Bagsværd Sø nord for København er blevet solgt for 75 millioner kroner, oplyser Boliga.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 704 kvadratmeter stor villa med navnet Tusculum, der ligger i første række til Bagsværd Sø, er blevet solgt for 75 millioner kroner.
Det bekræfter ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen over for Boliga, skriver boligselskabet i en pressemeddelelse.
Købsprisen på 75 millioner kroner gør salget til den næstdyreste bolighandel i år - kun overgået af et palæ på Frederiksberg, der tidligere i år blev solgt for 83 millioner kroner.
Villaen har været udbudt offentligt i omkring to år, skriver Boliga. Det er den danske erhvervsmand og medstifter af LøkkeFonden Lars Kolind og hans kone Vibeke Riemer, der satte huset til salg.
- Jeg sidder lige og kigger ud over søen, og det er da fantastisk, og jeg håber virkelig, at der kommer nogle søde og rare og ordentlige mennesker, som kan overtage det. Det har jo en helt fantastisk historie helt tilbage fra 1746 (...), sagde Lars Kolind til B.T. i 2023, da huset blev sat til salg.
Ejendommen ligger på Nybrovej 375 i Kongens Lyngby på en 4108 kvadratmeter stor grund med 130 meter privat søbred. Den månedlige ejerudgift er opgjort til 56.484 kroner, og kvadratmeterprisen havner på cirka 106.000 kroner.
Den nye ejer har desuden Marienborg, statsministerens embedsbolig, som nærmeste nabo på den modsatte side af vejen.
Villaen er opført i 1746 og har i sine godt 280 år huset både købmænd, skibsredere, ministre og embedsfolk.
Den fik navnet Tusculum i 1855, da den daværende ejer, lensgreve von Raben, mente, at det mindede ham om den romerske statsmand Ciceros landsted med samme navn.
Ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen bekræfter over for Ritzau, at villaen er solgt, men har ikke yderligere kommentarer til salget af ejendommen.
/ritzau/