Jerusalem, 18/09/2025 - 09:41
FN's frist er udløbet: Israel fik et år til at forlade Vestbredden
FN krævede, at Israel skulle evakuere bosættere og trække militæret ud af de besatte palæstinensiske områder.
Mohamad Torokman/Reuters
Af: /ritzau/
For et år siden fastslog FN's Generalforsamling, at Israel inden for 12 måneder skulle afslutte sin "ulovlige tilstedeværelse" i de palæstinensiske områder.
Torsdag udløber fristen for Israel. Og intet tyder på, at resolutionen, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling, er blevet efterlevet af landet.
Resolutionen krævede, at Israel inden 18. september 2025 skulle trække sit militær ud af de besatte palæstinensiske områder, indstille opførelsen af nye bosættelser og evakuere bosættere fra Vestbredden.
Siden september 2024 har Israel fortsat sin krig i Gaza - det ene af de to palæstinensiske områder - og fortsat sin tilstedeværelse på Vestbredden.
Militæret har gentagne gange gennemført razziaer i palæstinensiske byer på Vestbredden, og Israels regering har for nylig godkendt etableringen af en ny bosættelse øst for Østjerusalem.
Bosættelsen vil ifølge kritikere afskære Østjerusalem fra Vestbredden og hindre, at en palæstinensisk stat kan blive en realitet.
Ifølge FN-resolutionen skulle dele af muren, der afskærer Vestbredden fra Israel, og som nogle steder er opført inde på Vestbredden, rives ned.
Ved at opføre dele af muren inde på Vestbredden - i stedet for at lade den følge grænsen eller våbenstilstandslinjen mellem Israel og Vestbredden - har Israel kunnet indlemme flere israelske bosættelser på den israelske side.
FN's Generalforsamling krævede også, at Israel returnerede ulovligt besat land, værdier og kulturel ejendom, som er blevet taget fra palæstinensere siden besættelsen af Vestbredden under seksdageskrigen i 1967.
Desuden skulle Israel tillade, at palæstinensere, der er flygtet under Israels besættelse, vender tilbage til deres oprindelige hjem.
124 lande i FN's Generalforsamling stemte for resolutionen, 14 lande stemte imod, og 43 lande afstod fra at stemme.
Resolutionen tog udgangspunkt i en rådgivende erklæring - advisory opinion - som Den Internationale Domstol (ICJ) afsagde i juli sidste år.
Her konstaterede ICJ, der er FN's øverste domstol, at Israels tilstedeværelse på Vestbredden er ulovlig, og at "alle stater er forpligtede til ikke at anerkende" Israels mangeårige besættelse af området.
Mens Israel har holdt Vestbredden besat siden 1967 og er til stede med bosættere og militær i området, havde Israel indtil den aktuelle krig i Gaza ikke været til stede inde i Gaza siden 2005.
Til gengæld kontrollerede Israel grænserne mellem Israel og Gaza og luftrummet over området.
Israel trak sine bosættere og soldater ud af Gaza i 2005.
Resolutionen fra FN's Generalforsamling, som skulle være opfyldt senest torsdag, er ikke bindende. Dermed kan Israel ignorere den, uden at det får nogen juridiske konsekvenser for landet.
FN's Generalforsamling kan ikke vedtage juridisk bindende resolutioner. Til gengæld kan resolutioner vedtaget af generalforsamlingen være et skridt på vejen mod bindende resolutioner, som kan vedtages af FN's Sikkerhedsråd.
/ritzau/