København, 01/05/2025 - 17:25
Medier: Regeringen er klar til at bruge omkring 60 milliarder på havvind
Danmarkshistoriens største udbud af havvindmøller endte i en stor nitte i december, da ingen bød ind.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Regeringen er klar til at bruge et tocifret milliardbeløb på havvind.
Det skriver en række medier.
Altinget skriver, at energiselskaber tilbydes op mod 62 milliarder kroner i statsstøtte over 20 år i et nyt udbud om to havvindmølleparker i Nordsøen og en ved Hesselø. Det fremgår ifølge Altinget af et forhandlingsoplæg fra regeringen, som mediet har set.
TV 2 erfarer ligeledes, at der er et støtteloft på 62 milliarder kroner. Børsen skriver, at regeringen er klar til at bruge op mod 60 milliarder.
EnergiWatch har også set et udspil fra regeringen, hvor tallet 62 milliarder kroner over 20 år fremgår.
Pengene skulle regeringen være villig til at bruge på de tre havvindparker, der skal sendes i genudbud i år.
I december sidste år kunne Energistyrelsen meddele, at ingen energiselskaber var kommet med et bud på nogen af de tre udbudte havvindmølleparker i Nordsøen.
Det var ellers Danmarkshistoriens største udbud af havvindmøller, og det var i første omgang regeringens tro, at staten kunne tjene penge på at opføre havvindmølleparker i de danske farvande.
Men nu er regeringen altså i stedet for klar til at bruge op mod 60 milliarder kroner over 20 år for at lokke energiselskaber til.
Dina Raabjerg, der er energiordfører for De Konservative, er ikke imponeret.
- Jeg er mundlam over, at det kan blive så dyrt. Og jeg bliver ked af det på skatteborgernes vegne, siger hun til TV 2.
I det kuldsejlede udbud fra tidligere var tre ud af i alt seks gigawatt havvind sendt i udbud. Regeringen har siden sænket ambitionerne gevaldigt.
Ifølge Børsen er regeringens plan nu en halvering. I stedet for seks gigawatt vil regeringen gå efter at få opført tre gigawatt, og i stedet for at stå færdig i 2030 skal havvindmølleparkerne - de første - være færdige i 2032.
Ifølge TV 2 vil to af parkerne have budfrist i foråret 2026. Den sidste vil have budfrist i efteråret 2027. TV 2 og EnergiWatch skriver desuden, at etableringsfristerne for to af havvindparkerne vil være ved udgangen af 2032. For den sidste er det udgangen af 2033.
/ritzau/