Washington D.C., 18/06/2025 - 20:43
Den amerikanske centralbank fastholder renten
Investeringsdirektør i Sampension mener ikke, at fortsat fastholdelse af renten bliver populært hos Trump.
Brendan Smialowski, Andrew Cabal/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den amerikanske centralbank fastholder som forventet renten.
Det oplyser centralbanken, også kaldet Fed, i en pressemeddelelse onsdag.
Den toneangivende rente ligger dermed fortsat i intervallet 4,25 procent til 4,5 procent.
- Selv om udsving i nettoeksporten har påvirket tallene, tyder de seneste indikatorer på, at den økonomiske aktivitet fortsat er vokset i et solidt tempo, skriver centralbanken i pressemeddelelsen.
Fed tilføjer, at arbejdsløsheden fortsat er lav og arbejdsmarkedet solidt, mens inflationen stadig er noget forhøjet.
Henrik Olejasz Larsen, der er investeringsdirektør i Sampension, kalder endnu en fastholdelse af renten for noget, som ikke falder i god jord hos Det Hvide Hus.
- Trump har flere gange siden sin indsættelse kritiseret centralbankchefen, Jerome Powell, for at holde igen med rentesænkningerne, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau og tilføjer:
- Derfor må vi nærmest med statsgaranti også forvente, at dagens rentemelding vil afføde ny kritik og krav om rentesænkninger fra Trump-lejren.
Sampension-direktøren påpeger, at angrebene fra Det Hvide Hus mod centralbanken har skabt bekymringer blandt investorerne om bankens uafhængighed.
- Ved at fastholde renten sender Powell og Fed også et signal om, at de ikke lader sig presse af den amerikanske administration, hvilket kan bidrage til at berolige markederne i den henseende.
Samme toner lyder fra Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.
Han påpeger, at banken ved at fastholde renten bliver ved med at modstå presset fra Trump.
Det er ifølge cheføkonomen blandt andet Trumps egen politik, der står i vejen for rentenedsættelser.
- Der er nemlig bekymring om, at told vil få inflationen til at stige, at stop for indvandring vil føre til mangel på arbejdskraft, og at et endnu større budgetunderskud vil overophede økonomien, siger Olsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
/ritzau/