København, 12/05/2025 - 00:04
FCK afviser følelse af sejr efter sen udligning mod FCM
Pointet var nok det største i sæsonen, mener Mohamed Elyounoussi. Men FCK fejrer ikke 1-1 som en sejr.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Bedømt på jublen blandt FC Københavns fans efter slutfløjtet i søndagens topbrag mod FC Midtjylland skulle man tro, at FCK havde vundet kampen.
Det var bare ikke tilfældet. En sen udligning af Thomas Delaney til slutresultatet 1-1 skabte ekstase i Parken, men københavnerne mener ikke, at det føles som en sejr.
- Det var ikke fornemmelsen i omklædningsrummet. Når man er på hjemmebane, føler man altid, at man bør vinde.
- Men når vi vågner op i morgen (mandag, red.), er vi ret tilfredse med et point, siger forsvarsspilleren Pantelis Hatzidiakos.
Heller ikke FCK-træner Jacob Neestrup gik med hænderne over hovedet til mødet med de mange journalister i interviewområdet efter kampen.
- Jeg er ikke lettet. Det er jeg ikke, og det kan jeg heller ikke se, hvorfor jeg skulle være, for der venter to meget svære kampe lige rundt om hjørnet.
- Men der er jo gigantisk forskel på et kryds og et nederlag. Vi må se, om det ender med at blive et vigtigt mål, siger han.
FC Midtjylland var foran i Parken i knap en time efter Oliver Sørensens hovedstødsmål på et langt indkast.
Først med fem minutter igen fik klubikonet Thomas Delaney skaffet det uafgjorte resultat, der betyder, at FCK stadig er på førstepladsen.
Betydningen kan ikke overvurderes, mener Mohamed Elyounoussi.
- Vi ved, at det med et nederlag havde set noget mørkere ud. Nu er der to finalekampe, og alt er i vores hænder.
- Det er måske det vigtigste point, vi har taget i sæsonen. Vi behøver ikke at se på de andre resultater. Nu handler det bare om, hvad vi kan levere, konstaterer nordmanden.
FCK er dansk mester med seks point i de to sidste kampe. Men med en udekamp mod Randers og en hjemmekamp mod FC Nordsjælland er intet sikkert, pointerer Hatzidiakos.
- Randers er inde i en god periode. De vandt i dag over AGF og spiller for tredjepladsen. Brøndby spiller mod Midtjylland. Så alt er åbent, lyder det fra grækeren.
/ritzau/