København, 07/08/2025 - 17:30
Mærsk overrasker i grønt C25 og Novo rejser sig efter kurslussing
Efter hårde tab klarer Novo-aktien sig bedre torsdag, mens Mærsk stiger efter et meget positivt regnskab.
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er grønne tal i næsten hele C25-indekset, hvor højdespringerne er Mærsk, som har fremlagt et fornemt regnskab, og Novo, som har meget at indhente efter en hård uge.
Novo-aktien steg torsdag 6,7 procent, mens Mærsk-aktierne begge steg 5,1 procent efter et regnskab, som var bedre end forventningerne.
Generelt kan investorer glæde sig over, at C25-indekset, som er de 25 mest omsatte aktier, samlet steg 2,5 procent.
Genmab fremlægger torsdag regnskab efter børslukning, og aktien var en af højdespringerne med en 5 procent stigning.
Mærsk har opjusteret sine forventninger til i år, og investorerne reagerer positivt på, at rederiet ser ud til at have rigtig godt styr på forretningen.
A.P. Møller-Mærsk forventer nu, at året vil ende med et driftsresultat før af- og nedskrivninger på mellem 8 og 9,5 milliarder dollar.
Tidligere lød forventningen 6 til 9 milliarder dollar.
- Opjusteringen er omkring 600 millioner større, end analytikerne havde regnet med. Det er det, der driver kursudviklingen i dag, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.
Mærsks første halvår var præget af særligt usikkerheden fra USA's nye toldsatser. Men det har blandt andet bidraget til indtjeningen, at mange virksomheder har bestilt varer i god tid forud for de amerikanske toldsatser.
Mange rederier herunder Mærsk har indstillet fragten via Suezkanalen og i stedet sejlet en længere omvej syd om Afrika. Det skyldes Houthi-bevægelsens angreb på vestlige fragtskibe i Det Røde Hav.
Den længere rute har dog sendt fragtpriserne i vejret, hvilket har bidraget positivt til indtjeningen hos Mærsk.
I begyndelsen af året forventede Mærsk en vækst på cirka fire procent i de globale containervolumener, men i maj nedjusterede selskabet sin prognose.
Nu venter rederiet en vækst på mellem to og fire procent.
Novo-aktien lukkede onsdag under kurs 300, hvilket er første gang siden 2021. Men aktien har torsdag indhentet noget af det tabte og er steget til kurs 308,8.
/ritzau/