København, 30/07/2025 - 05:00
Udsigt til regn sætter skub i mejetærskerne
Årets høst tegner foreløbig bedre end de seneste to år. Men tingene kan ændre sig i de vigtige næste tre uger.
Bodil Pedersen./Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Med udsigt til endnu en omgang regn de næste døgn har landmændene fået travlt med at høste årets korn.
I sidste uge ramte ekstrem juliregn især det østlige Danmark og Lolland og Falster. Nu melder meteorologerne om nyt regnvejr tirsdag og onsdag.
Ifølge Danmarks største modtager af korn, Dansk Korn og Foderstof (DLG), så var det ingen katastrofe trods de voldsomme regnmængder.
Overordnet står kornet flot på markerne netop nu.
- Når der falder så store mængder nedbør, som vi så på Lolland og Falster i sidste uge, så er vi selvfølgelig spændte på, hvordan jorden og afgrøderne håndterer det. Vi forventer stadig en god og stor høst, siger Henrik Kløve, der lokationschef for DLG’s afdelinger på Sjælland og øerne, i en pressemeddelelse.
Også på Fyn høstes der flittigt med håb om, at regnen ikke bliver for voldsom, da kornet er modnet de fleste steder, fremgår det.
- Vi har meldinger om pæne udbytter i det, der kommer ind. Det meste er klar til at blive høstet, så vi håber, at det ustadige vejr er hurtigt overstået, siger Lars Thorø, lokationschef for DLG’s afdelinger på Fyn.
Til gengæld er høsten i Midt- og Vestjylland og i Nordjylland som vanligt senere og kun i sin spæde start indtil om en uges tid.
Indtil videre viser DLG’s data, at godt ti procent af den forventede indlevering fra landmændene er i hus. I de næste tre uger skal broderparten af høsten køres hjem.
Som afdelingschef i Planter & Miljø i landbrugets videnscenter Seges minder Jens Elbæk om, at det fortsat er tidligt på høsten.
- Landmændene i de egne, hvor kornet allerede er modent, prøver selvfølgelig at få taget mest muligt hjem, inden det bliver regnvejr. Men der er ikke den store panik endnu, siger han.
Aktiviteten er derfor størst i det sydlige Danmark. Jens Elbæk skønner, at der typisk er en uges forskel fra Nordjylland til de sydlige egne.
- Hidtil har høsten tegnet fint baseret på rigtigt pæne udbytter i vinterbyggen. Det giver jo håb for alt det andet. Hvis vejret arter sig, bliver det en fin høst efter et par svære år i 2023-24. Vi er fortsat optimistiske, siger Jens Elbæk.
/ritzau/