København, 02/05/2025 - 07:19
Ny app skal få flere til at købe et fisketegn
For mange har ikke fisketegn, selv om pengene går ubeskåret til de pressede danske fiskefarvande.
Af: /ritzau/
Lystfiskeriet boomede under corona. Men da pandemien var ovre, faldt antallet af danskere med fisketegn, som private skal købe for at fiske i den danske natur.
i 2024 blev der solgt 186.406 lystfiskertegn til danskere og turister mod 196.158 lystfiskertegn i 2023.
Under corona var salget oppe på næsten 216.000 fisketegn.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i spidsen vil gerne have flere til at indløse fisketegn.
Derfor lancerer de en ny fisketegns-app til mobilen, "MitFisketegn".
Den skal gøre det nemmere for såvel lystfiskere som fritidsfiskere at købe og fremvise deres fisketegn, når de er på fisketur.
- Der er masser af steder i Danmark, hvor der er gode muligheder for at tage på fisketur. Vi lancerer en app, som gør det mindre bøvlet og nemmere at anskaffe sig et fisketegn, så man kan kaste snøren eller sætte garnet ud med "papirerne" i orden, siger Jacob Jensen i en skriftlig kommentar.
Lyst- og fritidsfiskeri er ikke nogen ubetydelig industri.
Ifølge formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas, omsætter lystfiskeriet for et par milliarder kroner om året, mens erhvervsfiskeriet lander fisk for 3,2 milliarder årligt.
Indtægterne i 2024 fra køb af lystfiskertegn beløb sig til knap 28 millioner kroner.
- Pengene fra køb af det lovpligtige statslige fisketegn går til at passe på de danske fiskebestande til glæde for alle, der tilbringer tid ved de danske kyster, vandløb og søer, siger Jacob Jensen.
Det er ting som udsætning af fiskeyngel, forskning og vedligeholdelse og forbedringer af vandmiljøet i Danmark.
Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, er sammen med blandt andet Lystfisker Danmark også på vej med en kampagne for at markedsføre fisketegnet mere.
- Vi vil jo gerne have endnu flere til at købe et fisketegn, som ikke alle har. Det er ikke et stort problem, men det er mærkbart, siger Torben Kaas.
- Det er især ærgerligt, når de par hundrede kroner, tegnet koster, går direkte til uhyre tiltrængt hjælp til at skabe bedre lokale fiskeforhold, siger han.
/ritzau/