København, 22/05/2025 - 06:00
Flotte boligtal i april på trods af tolduro
7516 boliger skiftede ifølge Boligsiden ejer i april. Det er fremgang, når man korrigerer for sæson.
Mathias Løvgreen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det danske boligmarked lader sig ikke påvirke så nemt af uro og usikkerhed ude omkring i verden.
Selv om april bød på store bølgeskvulp på aktiemarkederne som følge af de løbende meldinger fra præsident Trump om told og handelskrig, så kan det ikke ses på handelstallene for danske boliger i samme måned.
Ifølge tal fra Boligsiden blev der hele 7516 gange indgået aftale mellem en køber og en sælger af en bolig.
I rå tal er der tale om et lille fald i forhold til måneden før, men når man korrigerer for sæson, er der tale om fremgang.
Det kommer ikke helt bag på Svend Greniman Andersen, der er seniorøkonom i Nykredit, at frygten for en handelskrig ikke umiddelbart ser ud til at kunne aflæses i tallene.
- Boligmarkedet er ret robust. Psykologisk kunne der godt være boligkøbere, der godt lige ville vente tiden af og se, hvordan det hele lander. Omvendt kunne der også være sælgere, som fik ekstra travlt med at komme af med deres boliger i en fart.
- Men når vi ser på de prisafslag, der er givet, og de priser, boligerne er handlet til, så ser vi ingen tegn på panik, siger han i en kommentar til tallene.
Han hæfter sig også ved, at de lange renter har været nogenlunde stabile i perioden og derfor heller ikke har været årsag til væsentlige bevægelser i markedet.
Svend Greniman Andersen konstaterer derudover også, at de største prisstigninger findes i det jyske.
- Det sker, efter at vi så store prisstigninger i Hovedstadsområdet igennem 2023 og det meste af 2024. I anden halvdel af 2024 kom det øvrige Sjælland også med, og nu ser turen så ud til at være kommet til Fyn og Jylland.
- Det er ret typisk, at prisstigninger begynder i København og breder sig som ringe i vandet de kommende måneder og år, siger han.
Nykredit forventer stigende boligpriser både i 2025, 2026 og 2027.
Det kræver, at dansk økonomi vokser et par procent om året og ikke går i recession.
- Vi er i en situation, hvor antallet af beskæftigede fortsat stiger, og hvor lønningerne også stiger. Det er to vigtige faktorer, når det handle rom prisdannelsen på boliger, siger seniorøkonomen.
/ritzau/