Hongkong, 30/05/2025 - 06:53
Kina etablerer internationalt mæglingsorgan i Hongkong
Kina håber, at nyt mæglingsorgan vil være på niveau med Den Internationale Domstol i Haag.
Tyrone Siu/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Kina har fredag underskrevet en konvention om etablering af et internationalt mæglingsorgan i Hongkong, som Kina håber vil være på niveau med Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag.
Ceremonien, hvor konventionen blev underskrevet, blev ledet af Kinas udenrigsminister Wang Yi.
Her lød det, at de sager, som organet vil behandle, omfatter uoverensstemmelser mellem lande, mellem lande og statsborgere fra et andet land og mellem private internationale organisationer.
Hongkongs politiske leder, John Lee, sagde tidligere på ugen, at mæglingsorganet har til formål at fastslå Hongkongs tilstedeværelse som et centrum for uoverensstemmelser mellem lande.
Her tilføjede han, at organet vil være på niveau med ICJ og Den Faste Voldgiftsret i Haag.
Lee forventer, at organets placering i Hongkong vil skabe flere jobmuligheder i regionen og skabe vækst inden for blandt andet hotel- og restaurationsbranchen.
Indonesien, Pakistan, Laos, Cambodja og Serbien var blandt de lande, der deltog i ceremonien fredag.
Inden ceremonien lød det fra tv-kanalen RTHK, at det var forventet, at repræsentanter fra 20 internationale organisationer, heriblandt FN, ville deltage i ceremonien.
Analytikere, som Reuters har talt med, mener, at mæglingsorganet kan fremme Kinas indflydelse internationalt.
Hongkongs justitsminister, Paul Lam, har sagt, at det nye organ vil hjælpe Hongkong med at håndtere de udfordringer, der opstår, når "eksterne fjendtlige kræfter forsøger at gøre byen mindre international og affunktionalisere den".
Det nye organs hovedkvarter kommer til at få lokaler i en tidligere politistation i det travle Wan Chai-distrikt. Hovedkvarteret ventes at åbne i slutningen af 2025 eller i begyndelsen af 2026.
/ritzau/Reuters