London, 29/04/2025 - 22:58
PSG slipper fra London med smal semifinalesejr
PSG vandt den første Champions League-semifinale 1-0 ude over Arsenal på mål af Ousmane Dembélé.
Dylan Martinez/Reuters
Af: /ritzau/
Paris Saint-Germain ligner et bedre bud på en Champions League-finalist end Arsenal.
Tirsdag aften spillede pariserne sig i hvert fald i pole position til at tage den ene plads i finalen, da franskmændene vandt udekampen i London med 1-0.
Ousmane Dembélé blev matchvinder med en scoring i det fjerde minut, men der var chancer til flere mål i begge ender. Undervejs fik Arsenal annulleret en scoring.
Mikel Arteta har nu en uge til at regne ud, hvordan hans hold skal gribe returkampen an, hvis Arsenal skal spille sig i den fineste europæiske finale for anden gang i klubhistorien. Også PSG kæmper for at komme i sin anden finale - ingen af holdene har vundet turneringen.
De franske gæster åbnede opgøret i et hæsblæsende tempo og tog fusen på hjemmeholdet. Der var blot spillet 3 minutter og 16 sekunder, da pariserne scorede.
Khvicha Kvaratskhelia lagde bolden til rette for Ousmane Dembélé, der fra kanten af feltet dirigerede bolden over i den modsatte side af målet og sendte de mange medrejsende PSG-fans i ekstase.
Hjemmeholdet kunne slet ikke følge med de kvikke PSG-spillere til en start, og Arsenal kæmpede med at komme i vanlig kontrol. Det kunne endda være gået endnu værre på måltavlen, inden Arsenal fik fodfæste.
En stor redning af David Raya forhindrede hjemmeholdet i at komme yderligere bagud efter en halv time, og derfra tippede kampen.
Frem mod pausen lignede Arsenal det hold, der på forhånd var spået til at være tirsdagens favorit. Pludselig skabte hjemmeholdet chancer, og den største tilfaldt Gabriel Martinelli, der lige før pausen misbrugte en friløber.
Der var blot spillet halvandet minut af anden halvleg, da midtbanespilleren Mikel Merino stangede bolden i mål efter en spøjs frisparkskombination, hvor seks Arsenal-spillere indledte deres løb i en offsideposition, og hvor flere ikke nåede tilbage i tide, før frisparket blev slået.
Det tog tre minutter, før VAR kunne fastslå, at der var offside på scoringen.
Siden diskede Gianluigi Donnarumma op med en pragtredning for at forhindre en udligning.
Arsenal fik aldrig sat et tungt nok pres ind, og til sidst løb hjemmeholdet tør for tid. Heldigvis for Arsenal øgede PSG ikke føringen, selv om både Bradley Barcola og Gonçalo Ramos fik store chancer i slutfasen.
Returkampen spilles i Paris onsdag 7. maj. Til den tid er den anden semifinaleduel mellem Barcelona og Inter afgjort. De to hold mødes første gang onsdag aften.
/ritzau/