København, 03/02/2025 - 13:55
Kendt korrespondent vender hjem som ny vært på TV Avisen
Med en passende portion ærefrygt og stolthed forlader Tinne Hjersing Knudsen London for at sætte sig i værtsstolen i DR Byen i København.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen, siger "goodbye" og forlader London efter fire års udsendelse for at vende hjem som ny vært på TV Avisen.
Her bliver den 33-årige journalist en del af værtsholdet og får en særlig central rolle på TV Avisen Live, som kan ses på DR's nyhedsapp, på DRTV og via dr.dk.
Det oplyser public service-stationen i en pressemeddelelse.
- Det er et job, man siger ja til med en passende portion ærefrygt og stolthed, siger Tinne Hjersing Knudsen og fortsætter:
- TV Avisen er en af de vigtigste institutioner i det danske medielandskab, hvor troværdigheden i den grad er i højsædet. Det vigtigste for mig bliver at leve op til den tillid, som danskerne har til TV Avisen.
Værterne på TV Avisen udfylder mange forskellige roller - både i de faste TV Avisen-udsendelser samt live-udsendelser og ved særlige begivenheder som valg og historiske øjeblikke.
Tinne Hjersing Knudsen vil ofte være at finde i studiet hos TV Avisen Live, hvor der hele tiden sendes opdaterende nyhedsudsendelser og live, når de store historier skal følges.
- Mine dygtige kolleger viser hver dag, at man sagtens kan tænke nyt og modernisere uden at sælge ud af DR-arvesølvet. Det arbejde glæder jeg mig meget til at blive en del af, siger hun videre i pressemeddelelsen.
DR har endnu ikke lagt sig fast på den fremadrettede dækning af de britiske øer, når Tinne Hjersing Knudsen sætter sig i værtsstolen, oplyser mediemastodonten.
/ritzau/