Bruxelles, 22/05/2025 - 15:02
Danmark står fast på bæredygtighed og trodser Tyskland og Frankrig
Morten Bødskov (S) ønsker ikke at afskaffe EU's CSDDD-direktiv, som Frankrig og Tyskland ellers vil kassere.
Olivier Matthys/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmark ønsker ikke at afskaffe EU's CSDDD-direktiv, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i Bruxelles torsdag.
Mandag sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, at direktivet bør afskaffes. Den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, har tidligere sagt det samme.
CSDDD-direktivet, eller Corporate Sustainability Due Diligence Directive, som det oprindeligt hedder, er et EU-direktiv, der har til formål at styrke bæredygtighed og pålægger virksomhederne mere ansvar for deres globale forsyningskæder.
- Det er vi ikke enige i. Vi er med på, at vi skal finde veje til at gøre vores regulering bedre, mere smidig og mere håndterbar også for vores virksomheder, siger Morten Bødskov om de andre europæiske landes melding.
- Men vi skal også huske, at vi har vigtige mål, som er sat for den grønne omstilling, tilføjer han.
Ifølge den franske præsident er EU-direktivet for besværligt og bureaukratisk for virksomheder.
De europæiske lederes drøm om at droppe direktivet går hånd i hånd med de omnibus-forenklingspakker, som EU-Kommissionen har foreslået for at lette de bureaukratiske byrder for europæiske virksomheder.
Erhvervsminister Morten Bødskov er enig i, at der skal luges ud i EU's regelsæt for virksomhederne.
- Vi er med på at se på, at der skal ryddes op, siger han.
- Men det skal ikke betyde, at vi svækker målene for det Europa, vi gerne vil have. Et Europa som er grønt, som er socialt ansvarligt, som tager ansvar, og som bruger den styrke, Europa har, til netop det.
Meldingen møder skarp kritik fra Liberal Alliances Henrik Dahl, som i EU-Parlamentet repræsenterer partiet EPP.
Han kalder det "direkte uansvarligt", at regeringen ikke vil afskaffe CSDDD.
- Det er regler, som er decideret ødelæggende for Europas erhvervsliv. EU har direkte kurs mod isbjerget, men regeringen vælger at holde farten og retningen, siger Dahl.
EU-parlamentarikeren kritiserer derudover, at regeringen i flere anledninger har betonet, at det er vigtigt at afbureaukratisere EU's regelsæt, og han anklager dermed regeringen for dobbelt spil.
- SVM-regeringen gør sig selv til en del af problemet og ikke en del af løsningen, når den nægter at fjerne CSDDD, siger Henrik Dahl.
Anderledes lyder det fra SF's Kira Marie Peter-Hansen, der i EU-Parlamentet repræsenterer gruppen De Grønne.
Hun synes, at det er "virkelig positivt", at den danske regering ønsker at holde fast i reguleringen.
- Hvis vi vil sikre os, at vores varer er produceret under miljømæssigt og etisk forsvarlige forhold, så er det helt afgørende, at vi holder fast i lovgivningen, siger hun.
CSDDD-direktivet pålægger virksomheder ansvar for den negative påvirkning på mennesker og miljø, som deres virksomhedsdrift måtte have.
Direktivet kræver, at virksomheder rapporterer og forebygger de negative konsekvenser.
/ritzau/