Esbjerg, 27/09/2024 - 19:10
Politi fraråder unødig udkørsel efter kraftig regn i Esbjerg
Flere veje er lukket efter kraftig regn i Esbjerg Kommune fraråder unødig udkørsel.
Af: /ritzau/
Fra midnat og frem til klokken 18 fredag er der faldet 144,6 millimeter regn i Esbjerg. Det er ifølge DMI det højest målte døgnnedbør, siden man begyndte målingerne i 1874.
På det sociale medie X skriver DMI, at det er det dobbelte af "klimanormalen for hele september måned". Klimanormalen er den mængde nedbør, der er faldet i gennemsnit gennem en 30-årig periode.
Den kraftige regn har fået Syd- og Sønderjyllands Politi til at fraråde al unødvendig udkørsel i kommunen.
Tidligere fredag eftermiddag oplyste politiet, at flere veje var spærret i kommunen, da flere veje og viadukter stod under vand.
Ved en viadukt kom fire biler under vand, og fire personer måtte reddes ud.
På E20 Esbjergmotorvejen er der så meget vand på kørebanen, at motorvejen er helt spærret ved afkørsel 74 Esbjerg Lufthavn, skriver politiet.
- Vejen forventes genåbnet i løbet af aftenen. Der er kødannelser på strækningen og på omkørselsruterne, og vi forventer først normal trafik sidst på aftenen.
Også togtrafikken er ramt, da DSB er blevet nødt til at stoppe togtrafikken på strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg på grund af de store mængder vand.
Der vil ikke blive indsat togbusser på strækning, fordi politiet har frarådet al unødig kørsel, skriver DSB i en opdatering på dets hjemmeside.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har fredag varslet kraftig regn og lokale skybrud i Syd- og Midtjylland.
DMI's varsel gælder fra fredag morgen klokken 05.00 til klokken 20.00 fredag aften.
I en opdatering på X skriver DMI, at der er faldet 86,4 millimeter regn i Esbjerg fra midnat og indtil klokken 14.00 fredag.
/ritzau/