København, 26/04/2025 - 20:45
Melsungen vinder og udligner topstrid mellem danskerklubber
Melsungen vandt lørdag og er helt lige med Füchse Berlin i den tyske håndboldliga efter 27 runder.
Marius Becker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Flere vigtige spillere - heriblandt danske Aaron Mensing - døjer med skader, men MT Melsungen fortsætter med at holde fast i toppen af Bundesligaen.
Lørdag vandt klubben for fjerde gang i træk, og i denne omgang var der tale om en pligtsejr. Melsungen var nemlig på hjemmebane mod HC Erlangen, som ligger næstsidst i Bundesligaen, og det endte med en sejr på 31-25.
Det betyder, at Melsungen er på samme antal point som Mathias Gidsel og Lasse Anderssons Füchse Berlin i toppen af tabellen, efter at begge mandskaber har spillet 27 kampe.
Der resterer endnu syv runder af den tyske håndboldliga, hvor også Hannover-Burgdorf og Magdeburg kan have reelle forhåbninger om at blande sig i den endelige afgørelse i begyndelsen af juni.
Meget tyder dog på, at den indbyrdes kamp mellem Melsungen og Füchse Berlin 29. maj kan blive meget afgørende for mesterskabskampen.
Melsungen er sæsonens helt store overraskelse i Bundesligaen, hvor klubben længe var alene på førstepladsen.
De mange og langvarige skader har dog kostet en smule, så det altså nu er Füchse Berlin, der ligner favoritten til at tage sit første tyske mesterskab nogensinde.
Aaron Mensing bankede tidligere på sæsonen mål ind på samlebånd for Melsungen, men i begyndelsen af marts rev han den ene akillessene over og kommer ikke til at spille mere i denne sæson.
Til gengæld har Melsungen fortsat glæde af den danske højreback Nikolaj Enderleit, som i lørdagens opgør bidrog med fire scoringer.
/ritzau/