København, 20/05/2025 - 19:29
Tottenham-manager lever fint med fare for fyring
Ange Postecoglou erklærer sig upåvirket af spekulationerne om fremtiden i Tottenham.
Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Optakten til Europa League-finalen i Bilbao mellem Tottenham og Manchester United har i høj grad handlet om finalisternes dårlige sæsoner i Premier League.
Onsdagens vinder scorer en plads i næste sæsons Champions League, mens taberen står tilbage med en elendig placering i ligaen og intet trofæ.
Det vil skabe enorm tvivl om den tabende managers jobsikkerhed - men det lever Tottenham-manager Ange Postecoglou fint med.
Det slog han tirsdag fast på et pressemøde, hvor han var tydeligt irriteret over igen at skulle svare på en stribe kritiske spørgsmål om sin fremtid.
- Jeg vil ikke være den første person, der skifter job. Vi skifter alle job. Min fremtid er sikret.
- Jeg har en smuk familie, jeg har et glimrende liv. Jeg kommer til at vinde trofæer, indtil jeg stopper, uanset hvor det er, så jeg er ikke bekymret for min fremtid.
- Min fremtid er ikke afhængig af noget. Hvis mit helbred holder og min smukke familie og venner er ved min side, er der ikke noget i vejen med min fremtid. Jeg stresser ikke og sover okay, siger Postecoglou ifølge Sky Sports.
Australieren mener dog, at han langtfra er færdig med sit projekt i Tottenham.
- Jeg er ikke færdig med arbejdet. Jeg føler virkelig, at vi er ved at bygge noget op, og et trofæ vil forhåbentlig sætte fart på den proces.
Postecoglou bekræftede på pressemødet, at han onsdag må se bort fra den unge svensker Lucas Bergvall på grund af en skade. Også James Maddison og Dejan Kulusevski er ude.
Til gengæld er senegalesiske Pape Sarr klarmeldt, efter at han udgik i seneste ligakamp.
/ritzau/