Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 30/09/2025 - 13:29

Østjyllands Politi opgiver sag om læk af lufthavnsnotat

I juni politianmeldte Aarhus Kommune et læk af et notat om Aarhus Airports fremtid. Nu lukker politiet sagen.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Østjyllands Politi har besluttet at standse efterforskningen af et læk af et internt notat om Aarhus Airport.

Det oplyser politikredsen til DR.

Aarhus Kommune politianmeldte lækket i juni.

Ifølge DR mener Østjyllands Politi ikke, at en efterforskning vil føre til, at man finder den eller de personer, som står bag lækket.

I notatet fremgik det ifølge flere medier, som har set notatet, at Aarhus Kommune så ind i et scenarie, hvor lufthavnen kunne blive nødt til at lukke.

Desuden kunne man læse, at der var rettet henvendelse til staten for "at afsøge muligheder for nationalt engagement i den videre drift af Aarhus Airport".

Notatet blev sendt til alle byrådsmedlemmer i Aarhus. Det skete forud for et møde, hvor lufthavnens fremtid var på dagsordenen.

Aarhus Airport, som ligger omkring 35 kilometer nordøst for Aarhus, har i flere år kæmpet med dårlig økonomi.

Lufthavnen er ejet af Aarhus Kommune, Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune. Kommunerne har flere gange postet penge i lufthavnen for at understøtte driften.

Ifølge DR har de tre kommuner postet omkring 600 millioner kroner i lufthavnen igennem en årrække.

Aarhus Kommune har forhandlet med selskabet Fairchild Denmark om en mulig overtagelse af lufthavnen.

Men forhandlingerne er trukket ud.

Ifølge DR er det fortsat uklart, om forhandlingerne med selskabet kan føre til en aftale.

/ritzau/

København, 30/09/2025 - 15:04

Nikita Klæstrup skifter Ekstra Bladet ud med værtsjob på Viaplay

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Den kendte journalist, influencer og mediepersonlighed Nikita Klæstrup ansættes i Viaplay Group, hvor hun blandt andet får sit helt eget program.

Viaplay skruer op for videopodcasts og Youtube-formater. I den forbindelse har streamingtjenesten ansat den kendte journalist, influencer og mediepersonlighed Nikita Klæstrup.

Det oplyser Viaplay Group i en pressemeddelelse.

- Der er ingen tvivl om, at reality-tv har mit hjerte, så det føles helt rigtigt at teame op med hjemstedet for al god reality, siger Nikita Klæstrup i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Derudover har jeg et håb om, at min nylige adgang til den store sportspakke på Viaplay virkelig vil højne mine chancer på datingmarkedet.

Nikita Klæstrup kommer fra en stilling på Ekstra Bladet, hvor hun har været vært på podcasten "Bare mellem os", som hver uge vender popkulturens verden med forskellige gæster.

På Viaplay vil hun blive vært på sit eget program, oplyser streamingtjenesten.

Her er hun allerede et velkendt ansigt, da hun har deltaget i flere realityprogrammer, blandt andet "Divaer i junglen", "Til middag hos" og som gæstedeltager i 12. sæson af "Paradise Hotel".

- Vi elsker store karakterer, der har noget på hjerte, og Nikita er sandelig en markant stemme og historiefortæller, som vi bare skal have på skærmen så hurtigt som muligt, siger chefredaktør Flemming Fjeldgaard i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Hun har senest udviklet en af Danmarks bedste podcasts, og hun er aldrig bange for at sige tingene, som hun ser dem. Vi synes, Nikita er skarp, sjov, vidende og underholdende - og lige præcis den energi, vi elsker på Viaplay.

Den 30-årige kendis har en baggrund i tv- og medietilrettelæggelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Nikita Klæstrup tiltræder sit nye job 1. november.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/09/2025 - 14:46

Hastet ind som Oh Lands afløser: Jeg kalder os for rotterne

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Drew Sycamore tilbringer sin barsel som ny dommer i "X Factor". TV 2 ringede med en hasteforespørgsel, efter at Oh Land måtte trække sig fra programmet.

Midt i godnatsangene og vuggeviserne ringede den nybagte mor Drew Sycamores telefon med et spørgsmål fra TV 2, der krævede øjeblikkeligt svar: Kan du være ny dommer i "X Factor"?

Nu sidder den dansk-walisiske popstjerne bag dommerbordet sammen med musikeren Benjamin Hav og programmets grand old man, Thomas Blachman.

- Min mavefornemmelse sagde ja, og det har vist sig at være et rigtig fint ja, siger Drew Sycamore til den fremmødte presse, der er inviteret til en af auditionrunderne i København forud for "X Factor" 2026.

Drew Sycamore er hastet ind som afløser for Oh Land.

Oh Land blev præsenteret som en del af næste års dommertrio i august. Men en måned efter oplyste den prisvindende popstjerne, at hun måtte trække sig grundet personlige årsager, der gør, at hun har brug for ro.

Drew Sycamore er ikke den eneste debutant bag dommerbordet. Det samme er musikeren Benjamin Hav, som overtog stolen fra Simon Kvamm, der takkede af efter årets finale for fremadrettet at dedikere sig sin egen musik.

- Jeg har kaldt os rotterne, fordi vi nogle gange rotter os lidt sammen, siden vi er de nye, siger Drew Sycamore med et smil til den fremmødte presse.

Hun afslører, at hun faktisk var med i opløbet om at overtage Simon Kvamms plads bag dommerbordet og var til casting sammen med Thomas Blachman og Oh Land.

Efter castingen følte Drew Sycamore, at jobbet var hendes. Men stillingen gik som bekendt til Benjamin Hav.

- Jeg tænkte: "Det var da virkelig underligt, egentlig, for det var jo faktisk mig, der skulle have jobbet. Men fint - det er nok super. Sådan skal det være". Men jeg havde hele tiden følelsen af, at der ville ske noget. At de ringer alligevel, fortæller Drew Sycamore.

Og det gjorde produktionen så for relativt kort tid siden.

- Jeg var jo ikke overrasket, men jeg var samtidig også meget overrasket over, at jeg fik ret. Det var virkelig weird. Jeg fik også helt gåsehud, fordi jeg havde den følelse så stærkt, fortæller hun.

- Jeg elsker jo hele det her manifesteringskoncept, og jeg elsker at tro på, at jeg kan få ting til at ske bare ved at tænke på dem. Jeg synes, det var for fedt, at det rent faktisk skete.

Drew Sycamore kan dog ikke se, om hun vinder hele baduljen i det, der bliver den 19. sæson af programmet.

Drew Sycamores mand, musikeren Mattias Kolstrup, er tidligere blevet spurgt, om han ville være dommer i "X Factor". Men han takkede nej og har efterfølgende udtrykt sin store ærgrelse over det.

Derfor er han meget begejstret på Drew Sycamores vegne, og han får alligevel snuset lidt til programmet nu, da han er med i kulissen med parrets lille datter, der kom til verden i juli.

De er installeret i en autocamper backstage, så Drew Sycamore føler, at hun stadig er på barsel.

- Det er superhyggeligt. Det er overraskende nemt, konstaterer den nybagte mor og ditto X Factor-dommer.

- Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan det ville være. Men det er også lidt morsomt, at der i den her gigantiske tv-produktion bare er én lille baby, der dikterer hele lortet.

Hun har også smeltet de to meddommere, som har dikkedikket i kulissen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 30/09/2025 - 10:00

BLÅ BOG: Zepur Sofia Margarian

* Zepur Sofia Margarian er født i 1997. Hun kom til Danmark fra Armenien som bare to måneder gammel. 

* Har sønnen Samuel og bor i Sønderborg. 

* Har en finansbachelor og har gennemgået et etårigt traineeforløb hos Sydbank, hvilket gør hende til bankrådgiver. 

* Er ansat på Sydbanks hovedkontor i Aabenraa som content creator. 

* Sammen med forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen er hun vært på podcasten "Noget for pengene".

* Deltog i 2023 i DR-programmet "De dyre piger".

* På hendes instagramprofil følger knap 14.000 med, og på TikTok er følgerskaren på over 32.000 personer. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 30/09/2025 - 10:00

Hun orker ikke madplan men sparer på indkøbene med ChatGPT

Finansøkonom og podcaster Zepur Sofia Margarian har fundet en smart metode til at undgå ekstra indkøb i løbet af ugen.

Et køleskab, der bugner, men ingen plan. Det scenarie kender Zepur Sofia Margarian udmærket, for hun bliver helt træt ved tanken om en fastlåst madplan. Til gengæld har hun fundet en smart løsning - der både tilgodeser budgettet og madglæden.

I DR-serien "De dyre piger" kunne seerne se hende svinge dankortet. Men nu er der klinisk styr på finanserne for den 27-årige jyde, som arbejder i Sydbanks hovedsæde i Aabenraa og er medvært på den privatøkonomiske podcast "Noget for pengene".

Her deler hun blandt andet sit geniale tip til at undgå daglige indkøb og dertilhørende impulskøb.

Hvordan holder du overblik over din økonomi?

- Jeg er superkedelig, jeg bruger en budgetberegner, vi har i Sydbank. Det er genialt. Før sad jeg og gjorde det i Excel, men her kan du vende tilbage og rette i den. Jeg gør det faktisk bare på telefonen gennem et link, jeg har på min mail.

- Det er sindssygt vigtigt med et budget, for at tage det "på føleren" holder ikke i længden. Man skal være tro mod sit budget. Hvis jeg vælger at bruge lidt flere penge på at gå ud at spise en måned, så går jeg ind og retter det til, så jeg kan se, hvor meget der er til alt det andet. Jeg bruger det virkelig aktivt, det hjælper mig med at have overblik.

Hvad er dit allerbedste spareråd til hverdagen?

- ChatGPT! Virkelig, det er det bedste. At lave madplan til en hel uge virker ikke for mig, for jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til om tre dage. Men jeg ser, hvad jeg har i køleskabet, og så har jeg typisk kød i fryseren. Så skriver jeg til ChatGPT: "Jeg har tomater, gulerødder og hakket oksekød, hvad kan jeg lave med det?".

- Så behøver jeg ikke at tage ud og købe ind, særligt ikke, mens jeg er lidt sulten og måske kommer til at købe snacks og chips. Det har sparet mig for mange impulskøb.

Hvad ville du aldrig spare på?

- Sundhed og oplevelser. Jeg går meget op i at købe økologisk - så vil jeg hellere spare et andet sted. Jeg rejser også meget, og jeg har aldrig nogensinde fortrudt en rejse. Senest var jeg i juli i Grækenland og Makedonien.

Hvor hænger pris og kvalitet for dig ikke sammen?

- Børnetøj, det er simpelthen røvdyrt. Så jeg prøver altid at finde noget på tilbud og være ude i god tid. Man ved jo, de skal bruge det, så man kan lige så godt slå til uden for sæson.

Hvad er din egen guilty pleasure?

- Det er mit fitnessabonnement med spa. Men det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv og for det mentale. Når jeg træner, kan jeg lige tage i spaen, jacuzzi og sauna. Det koster 750 kroner om måneden, og det er alle pengene værd for mig. Det bruger jeg måske en gang om ugen, hvis jeg er god og har tid.

- Nogle gange afmelder jeg også abonnementet, hvis jeg ved, jeg ikke vil kunne nå at bruge det. Eksempelvis i juli, hvor jeg skulle rejse og flytte. Det koster omkring 50 kroner at holde pause, og så kan man altid vende tilbage.

Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?

- Det er noget, der stadig gør ondt i mit hjerte, når jeg taler om det. På et tidspunkt fik jeg en idé om, at jeg skulle sælge tøj på en hjemmeside. Og i stedet for at kontakte udbydere af tøj, gik jeg bare i gang med at lave en hjemmeside. Forretningen fik jeg aldrig lavet, men jeg gav 17.000 kroner for den hjemmeside.

Hvad er de klogeste penge, du har brugt?

- Det er mit hus. Jeg købte et hus i Sønderborg i marts og er ved at renovere det. Det ser ud til, at der kommer til at være en god friværdi i det, det er min bedste investering.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek