New York, 26/07/2025 - 03:37
Sociale medier frikendt i sag om racistisk motiverede drab i USA
Domstol i New York frikender selskaber bag sociale medier, der var anklaget for at radikalisere massemorder.
Derek Gee/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Selskaberne bag Facebook, YouTube og Reddit er blevet frikendt for medskyld i racistisk motiverede drab på ti sorte personer i byen Buffalo i den amerikanske delstat New York.
Det blev afgjort fredag af en appeldomstol i Rochester i New York.
Tilbage i 2022 dræbte Payton Gendron, der er dømt i sagen, ti sorte personer i et masseskyderi i et supermarked i Buffalo.
Ofrenes efterladte, butiksansatte og vidner mente, at de sociale medie-platforme bar en del af skylden på grund af afhængighedsskabende og radikaliserende indhold.
Dommerne var splittede i kendelsen, og selskaberne bag de sociale medier blev frikendt med tre dommere for og to imod.
Dommer Stephen Lindley var med til at frikende selskaberne for skyld.
Lindley fordømte drabene og det indhold, som Payton Gendron havde set på platformene. Men han mente ikke, at selskaberne bag de sociale medier kan holdes ansvarlige for Gendrons handlinger.
- Det vil betyde, at sociale medie-virksomheder, der sorterer i og viser indhold, vil være underlagt et ansvar for enhver usandfærdig udtalelse på deres platforme.
- Internettet vil med tiden udvikle sig til blot at være opslagstavler, sagde Stephen Lindley.
Fredagens afgørelse betyder, at selskaberne bag de sociale medier har ret til immunitet i henhold til en føderal lov, der beskytter onlineplatforme mod ansvar for brugerindhold.
Ud over Meta, der ejer Facebook og Instagram, samt Reddit og Google, der ejer YouTube, var selskaberne Amazon.com, Discord, 4chan, Snap, Twitch og Alphabet på anklagebænken.
Kendelsen ved appeldomstolen omstøder en tidligere afgørelse, der kom frem til det modsatte resultat.
Payton Gendron afsoner en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse, efter at han i februar 2023 erkendte sig skyldig i drab.
Under retssagen for to år siden kom det frem, at Gendron planlagde sit angreb i månedsvis og bevidst valgte et bestemt supermarked i Buffalo, fordi der var mange sorte i området.
Den 14. maj kørte Gendron, der på det tidspunkt var 18 år, over 300 kilometer fra sit hjem i Conklin i delstaten New York for at udføre masseskyderiet.
/ritzau/