København, 17/04/2025 - 17:36
Fortuna Hjørring afværger FCK-sensation og booker pokalfinale
FC Københavns kvindehold flirtede med sensationen, men Fortuna Hjørring sejrede efter forlænget spilletid.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC Københavns nystartede kvindehold var skærtorsdag tæt på en overraskelse af de helt store.
Men favoritten Fortuna Hjørring er klar til pokalfinalen efter en 2-1-sejr i forlænget spilletid på hjemmebane og dermed samlet 3-2.
Ligesom i første opgør kom FCK, der aktuelt ligger til oprykning til den næstbedste række, foran mod Kvindesligaens førerhold.
Men Lene Terps tropper fik med hiv og sving nedkæmpet den ambitiøse opkomling.
Den 18-årige indskifter Signe Søndergård blev matchvinder, da hun efter 103 minutter med et flyvende hovedstød omsatte et præcist indlæg fra Pernille Pedersen.
Pokalfinalen afvikles lørdag den 17. maj på Lyngby Stadion, og Fortunas modstander bliver enten Brøndby eller den forsvarende doublevinder, FC Nordsjælland.
FCN har en 1-0-føring med sig til returkampen i Farum senere skærtorsdag.
Fortuna var i sin returkamp længe om at få etableret et reelt pres på gæsterne. Faktisk blev det først rigtigt godt, efter at FCK havde bragt sig foran 1-0.
Det skete efter godt en halv time, da forsvarsprofilen Laura Frank langt ude i feltet begik et straffespark på FCK-angriber Maria Hovmark. Det omsatte Olivia Bergman til scoring, da hun fangede Fortuna-keeperen på det forkerte ben.
Frank tog revanche for den halvklodsede aktion, da hun kort inde i anden halvleg pandede et hjørnespark i nettet til 1-1 i en situation, hvor FCK-keeper Anna Kaas ikke så alt for overbevisende ud.
Det gjorde Kaas til gengæld senere i anden halvleg, hvor hun en lille håndfuld gange holdt sit hold på omgangshøjde med store redninger. En af dem var et straffespark, som belaruseren Anastasia Pobegaylo formøblede.
Kaas og FCK holdt stand, men i den forlængede spilletid gik den ikke længere.
Signe Søndergård havde været meget synlig efter sin indskiftning, og kort før afslutningen på første halvleg af den forlængede spilletid vandt hun sin luftduel med FCK-kaptajn Julie Nowak og kronede hun et glimrende Fortuna-angreb.
Et drænet FCK-hold havde ingen modsvar, og Fortuna er dermed stadig i spil til begge hjemlige titler.
I Kvindeligaen har nordjyderne syv point ned til nærmeste forfølger, FC Nordsjælland, med syv runder tilbage af sæsonen.
/ritzau/