København, 20/07/2025 - 20:32
Dyr brøler gør ondt på AGF-keeper: Jeg tager ansvaret
Leopold Wahlstedt erkender sin fejl i forbindelse med Sønderjyskes udlignende mål mod AGF.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
AGF kom foran i første minut, da klubben søndag åbnede den nye Superliga-sæson med en udekamp mod Sønderjyske.
Men en grum fejl fra keeper Leopold Wahlstedt i anden halvleg betød, at et velspillende sønderjysk mandskab kom tilbage i opgøret og fik 1-1.
Den svenske målvogter var for langsom, da Olti Hyseni kom buldrende og blokerede et udspark, som havnede i nettet. Og Wahlstedt var efter opgøret træt af sin fejl.
- Jeg tog en berøring for meget i stedet for bare at sparke den væk, og det tager jeg ansvaret for. Det er ikke så fedt, for jeg synes, at jeg ellers spillede en god kamp. Så det var én fejl, og det gør ondt, siger han til Viaplay.
Han påpeger, at AGF under den nye cheftræner, Jakob Poulsen, gerne vil spille bolden ud langs jorden i stedet for at sparke langt.
Det skal svenskeren lige vænne sig til.
- Jeg vil ikke give andre skylden, for det var min fejl. Vi har haft Jakob i tre uger, og der er stadig ting, vi som hold skal arbejde på. Især når vi spiller frem, skal alle virkelig vil have bolden, og det involverer også, at jeg tager hurtigere beslutninger, siger han.
Han fortæller, at han på træningsbanen vil fokusere særligt på at håndtere situationerne, hvor han skal sætte spillet i gang.
Leopold Wahlstedt er blevet førstevalg i AGF, efter at han i størstedelen af sidste sæson måtte se rutinerede Jesper Hansen løbe med det meste af spilletiden.
/ritzau/