Strasbourg, 06/05/2025 - 15:45
FAKTA: Sådan vil EU gøre sig fri af russisk gas
Planen skal stoppe importen af russisk gas og olie og udfase russisk atomenergi på tværs af EU.
Yves Herman/Reuters
Af: /ritzau/
I 2027 skal det være slut med, at EU er afhængigt af russiske fossile brændsler, mener EU-Kommissionen.
Tirsdag præsenterer EU's energi- og boligkommissær, Dan Jørgensen, den såkaldte RePowerEU-plan med et konkret forslag for udfasningen:
* EU-Kommissionen foreslår at stoppe nye kontrakter med leverandører af russisk gas og flydende naturgas (LNG) inden udgangen af 2025. Såkaldte spotkontrakter skal også stoppes inden udgangen af 2025.
* Ifølge kommissionen vil det betyde, at man allerede i slutningen af 2025 har mindsket EU's brug af russisk energi med en tredjedel.
* Kommissionen foreslår at udfase den resterende import af russisk gas indtil slutningen af 2027.
* EU-medlemslandene skal udarbejde nationale strategier for udfasningen af russisk olie, gas og atombrændsler inden udgangen af 2027. Tidslinjerne for landenes udfasninger vil være forskellige.
* Desuden ønsker kommissionen at begrænse importen af russisk atombrændsel.
* Blandt andet vil kommissionen begrænse kontrakter, som er medunderskrevet af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) i forbindelse med import af russisk uran, beriget uran og andre nukleare materialer.
* Kommissionen vil udarbejde flere muligheder til at håndtere den såkaldte russiske skyggeflådes transport af olie. Blandt andet ønsker man at øge overvågningen af EU's farvande.
Hvad sker der nu?
* Forslaget vil blive efterfulgt af lovgivningsforslag fra EU-Kommissionen, som bliver præsenteret i juni.
* For at forslaget kan blive vedtaget, skal det stemmes igennem i EU-Parlamentet og i EU-Ministerrådet.
* EU har tidligere pålagt sanktioner på import af russisk kul og delvist på import af russisk olie, men ikke gas grundet modstand fra Ungarn og Slovakiet.
* Omkring 19 procent af Europas gas kommer lige nu fra Rusland. Det er gasimport gennem den såkaldte TurkStream-pipeline og import af russisk LNG. Inden 2022 kom omkring 40 procent af Europas gas fra Rusland.
Kilder: EU-Kommissionen, Reuters.
/ritzau/