Teheran, 23/06/2025 - 12:52
Putin: Vi gør en indsats for at hjælpe Iran
Rusland har tilbudt at mægle i konflikten mellem Israel og Iran. Et forslag, som EU totalt har afvist.
Kremlin.ru/Reuters
Af: /ritzau/
Ruslands præsident, Vladimir Putin, holder mandag møde med Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi.
Det sker i Ruslands hovedstad, Moskva. Til stede ved mødet er flere repræsentanter for de to lande.
- Vi har et langvarigt, godt og pålideligt forhold til Iran. Vi gør en indsats for at hjælpe det iranske folk, siger Putin ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Mødet finder sted, efter at USA i weekenden angreb det iranske atomprogram.
- Dette fuldstændig uprovokerede angreb mod Iran er grundløst og kan ikke retfærdiggøres, siger Putin.
Det står ikke umiddelbart klart, på hvilken måde Rusland vil hjælpe.
Rusland har blandt andet tilbudt at mægle i konflikten mellem Israel og Iran, fremhæver Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge Tass.
- Det kommer alt sammen an på, hvad Iran har brug for, siger Peskov.
Russisk mægling er imidlertid en idé, som EU fuldstændigt har afvist, da man fra europæisk side ikke ser Rusland som en neutral mægler. Rusland og Iran underskrev tidligere i år en strategisk partnerskabsaftale.
Der er dog ikke tale om en aftale med fælles militære forsvarsforpligtelser.
Den iranske udenrigsminister takker Rusland for at fordømme USA.
- Rusland står i dag på den rigtige side af historien og folkeretten, siger Araghchi ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han overbringer også varme hilser fra Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, til Putin.
Den russiske præsident siger til udenrigsministeren, at han er "meget glad" for at kunne mødes i Moskva.
- Dette vil give os mulighed for at diskutere alle disse påtrængende emner og sammen tænke over, hvordan vi kan komme ud af den nuværende situation, siger Putin.
/ritzau/