Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 05/05/2024 - 19:37

Liverpool forlænger Tottenhams formdyk med sikker sejr

Liverpool afgjorde søndagens Premier League-kamp mod Tottenham med fire mål i løbet af den første time.

Darren Staples/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fire nederlag i træk er det blevet til for Tottenham i den engelske Premier League, efter at London-klubben søndag tabte 2-4 ude til Liverpool.

Dermed har Tottenham i de seneste fire kampe tabt til Newcastle, Arsenal, Chelsea og nu Liverpool.

Med bedre resultater kunne Tottenham faktisk have været en alvorlig trussel for Aston Villa på fjerdepladsen. Aston Villa tabte tidligere søndag med 0-1 på udebane til Brighton.

Aston Villa indtager fjerdepladsen med syv point mere end Tottenham, der mangler at spille tre kampe i denne sæson. Aston Villa har kun to kampe tilbage. Top-4 får adgang til næste års Champions League.

Liverpool, som ligesom Tottenham har været ramt af et formdyk, er placeret på tredjepladsen og kan teoretisk set stadig vinde det engelske mesterskab.

Liverpool har dog fem point op til førerholdet Arsenal med to kampe tilbage, så det ser ret umuligt ud for Jürgen Klopps tropper.

Manchester City har på andenpladsen et enkelt point op til Arsenal og tre kampe på hånden og dermed den klare favoritværdighed til at tage mesterskabet.

Liverpool sprudlede i kampens første time mod Tottenham, hvor hjemmeholdet scorede fire ubesvarede mål.

Mohamed Salah headede Liverpools første mål i kassen fra tæt hold efter et kvarter.

Salah havde allerede brændt et par store chancer inden åbningsmålet. Og egypteren burde have scoret mindst et par mål mere i kampen, men han manglede skarphed.

I stedet scorede Liverpool-backen Andy Robertson, der udnyttede en ripost fra Tottenham-keeper Guglielmo Vicario, som netop havde reddet et forsøg fra Salah.

I anden halvlegs første kvarter satte Liverpool yderligere tryk på og scorede et par mål mere.

Først headede Cody Gakpo 3-0-målet i kassen, inden holdkammeraten Harvey Elliott leverede kampens smukkeste mål på et langskud.

Tottenham lavede en tredobbelt indskiftning, og det gav bonus i den sidste halve time.

Den indskiftede brasilianske Tottenham-angriber Richarlison gjorde en stor forskel og reducerede til 1-4 efter 72 minutter.

Fem minutter senere assisterede Richarlison for Son Heung-min, der scorede til 2-4.

Men det helt store comeback udeblev, og det endte med en sejr til Liverpool. Pierre-Emile Højbjerg kom slet ikke på banen for Tottenham.

I søndagens tredje og sidste kamp vandt Chelsea med 5-0 hjemme over West Ham.

/ritzau/

København, 18/05/2024 - 23:15

Superheltesatire vinder pris for årets bedste danske tegneserie

Det blev Johan F. Krarup, der løb med prisen for årets bedste danske tegneserie ved prisuddelingen Pingprisen.

Johan F. Krarup står bag årets "Bedste danske tegneserie". Det mente juryen i hvert fald ved prisuddelingen Pingprisen, der blev afholdt lørdag.

Han vandt prisen for superheltesatiren "Robin får et arbejde", som handler om to unge mænd, der udklædt som superhelte vil opklare forbrydelser i København.

Tegneserien er en satire over den ikoniske duo Batman og Robin.

I sin motivation for kåringen kalder juryen Johan F. Krarup for en "formidabel humorist".

- Tegneserierne om Bruce og Robin demonstrerer hans veludviklede sans for det akavede, det pinlige og det grænseoverskridende.

- Stregen er præcis, timingen perfekt. Det er til tider næsten ulideligt - men vi kan ikke kigge væk, lyder det videre.

Pingprisen hædrer de bedste danske tegneserier og blev oprindeligt uddelt fra 1986 til 1996 og igen fra 2011 og til nu.

Den nye Pingpris er stiftet af Dansk Tegneserieråd og tegneseriemagasinet Nummer 9. Vinderne modtager en bronzestatuette af Storm P.-figuren Ping - deraf navnet.

Lørdagens prisuddeling blev afholdt i Kulturhuset Islands Brygge i København, hvor journalist Anders Lund Madsen var vært, og hvor underholdningen bestod både af DJ og dragshow.

I alt blev der uddelt otte priser i løbet af aftenen.

Blandt andet gik prisen som "Årets journalistiske tegner" til Weekendavisens Christoffer Zieler, mens "Bedste danske debut" gik til Anne Bomholts "Karl", og "Bedste børne/ungdomstegneserie" blev "Ørn" af Jeppe Sandholt.

Prisuddelingens Ærespris gik til aktivist, forlægger og forfatter Jens Peder Agger, der gik bort 14. maj 2024 - få dage inden prisuddelingen.

Som redaktør hos Carlsen Comics udgav han en lang række serier som for eksempel "Linda og Valentin" og "Vindens passagerer" og fandt derudover på det danske navn til tegneserien "Smølferne".

Årets vindere blev kåret af en jury bestående af tegneserieeksperter og kulturpersoner, herunder internetpersonligheden Rasmus Kolbe, der nok er bedre kendt under navnet Lakserytteren.

/ritzau/

Læs Mere >>

Stockholm, 18/05/2024 - 10:04

Anmelder: Swift-koncert var mere underholdende end Eurovision

10430 Christine Olsson/Tt/Ritzau Scanpix

Aftonbladet roser Taylor Swifts sceneshow fredag, mens Expressen skriver, at koncerten sluttede på toppen.

Taylor Swifts koncerter er 45 sange på tre timer og lige så meget sport, motion og fitness, som det er musik, skriver den svenske avis Aftonbladet om popikonet.

- Men når forehavendet virker, er resultaterne overvældende. Faktisk sker der mere under Swifts koncert end under en hel sæson af Eurovision Song Contest, ingen sammenligninger ellers, lyder det i avisens koncertanmeldelse.

Fredag aften gav Taylor Swift koncert i den svenske hovedstad, Stockholm.

Foran mere end 60.000 fans indtog verdensstjernen Swift scenen i Friends Arena kort før klokken 20.

Avisen Expressen har givet koncerten fire ud af seks hjerter og fremhæver, at Swift slutter på toppen med sangen "Karma".

- Et farverigt og stærkt farvel, lyder det fra avisens anmelder.

Alle fredagens sange er blevet anmeldt af Expressen.

Tre hjerter bliver sendt afsted til blandt andet hits som "Lover" og "You Belong With Me". Det får avisen til at fremhæve, at selv om man er verdensstjerne, kan man ikke nødvendigvis holde topniveau hele vejen igennem.

- Taylor Swift flyver ind, sætter publikumsrekorder og slutter på toppen. Den cirka tre timer lange vej dertil er stadig ikke lige til for verdens største kunstner, lyder det fra avisen.

Mediet SVT roser blandt andet Swifts nærvær på scenen, som mediet efter en lang perlerække af koncerter kalder for "noget af en præstation".

- Taylor Swifts første koncert i Sverige er slut. Og at få os alle i arenaen til at føle, at hun er her i aften kun for os, mens hun har været på den samme turné i over et år, det er noget af en præstation. Godt arbejde Taylor!, lyder det i en analyse.

Også den danske avis Jyllands-Posten har sendt sin musikredaktør, Kasper Schütt-Jensen, afsted til Stockholm.

Han kan knap høre åbningsnummeret "Miss Americana & The Heartbreak Prince" for det skrigende publikum, og han bemærker, at fansene lader til at kende hvert et ord i hver eneste sang.

- Men var der så noget at være så opkørt over? Det korte svar er: Ja. Under det storslåede show præsenterede Taylor Swift sine sange med vanvittigt overskud og så stort tilstedevær, at man helt glemte pladernes let ferske udtryk, skriver Kasper Schütt-Jensen i sin anmeldelse.

Han giver koncerten fem ud af seks stjerner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/05/2024 - 10:00

FAKTA: Pindsvin i tal

* Der er ikke meget data på pindsvinebestanden herhjemme. Derfor faciliterer WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen årligt en pindsvineoptælling den anden lørdag i august. I år er det 10. august.

* Pindsvineoptællingen blev afholdt første gang i 2023, hvor 15.000 personer over hele landet hjalp med at tælle.

* Der blev spottet 33.519 levende og døde pindsvin fordelt over hele landet.

Kilde: kampagnesiden danmarkspindsvin.dk, som drives af WWF Verdensnaturfonden.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 18/05/2024 - 10:00

Find kattemad og god hygiejne frem når du fodrer pindsvinet

Matthias Bein/Ritzau Scanpix

En madskål med tvivlsom hygiejne kan være farlig og potentielt dødelig for havens pindsvin.

Insekterne er på tilbagetog. Og det er noget rigtig skidt, når man som pindsvinene lever af insekter, orme og snegle. Men du kan give de piggede kræ en hjælpende hånd i form af væske og mad.

Sørg først og fremmest for at have vilde hjørner i haven - gerne med vilde, hjemmehørende planter, som lokker et tag selv-bord af insektlækkerier til.

Men du kan også supplere de naturlige fødekilder med noget fra købmanden, fortæller Sophie Lund Rasmussen, som er Danmarks eneste pindsvineforsker og formidler viden på de sociale medier under navnet Dr. Pindsvin.

- Du kan stille mad frem til pindsvinene, og der anbefaler vi kattetørkost. Man kan bare købe det i dyrehandlen eller supermarkedet.

- Det er ikke deres naturlige føde, men er meget proteinholdigt. Det er det bedste alternativ, hvis man skal have noget lige ved hånden, fortæller Sophie Lund Rasmussen, som er forsker ved Wildlife Conservation Research Unit ved University of Oxford og gæsteforsker ved Aalborg Universitet.

Naturvejleder hos Naturstyrelsen Jes Aagaard ser helst, at pindsvinene klarer sig selv og ikke kommer på kost hos os mennesker. Men hvis du vil fodre, tilslutter han sig rådet om, at kattemad er det bedste valg.

- I gamle dage satte man mælk ud, og det er ikke særligt godt for dem, fortæller Jes Aagaard.

Til gengæld er det en rigtig god idé at sørge for vand til de piggede kræ. Det kan være i form af en havedam.

Uanset om du putter mad eller vand i en lille skål til pindsvinene, er det dog livsvigtigt at være opmærksom på den gode hygiejne, for som pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen pointerer:

- Vi kan smitte dem, og de kan smitte os.

Derfor skal du vaske hænderne grundigt, både før og efter du håndterer skålene - som det gælder med alle vilde dyr. Så skal man ikke være nervøs for smitte.

Pindsvinene kan faktisk også risikere at smitte hinanden, hvis der kommer flere dyr og spiser og drikker af samme skål.

- De hedder ikke svin for ingenting. De kan godt finde på at skide i madskålen, fortæller Sophie Lund Rasmussen.

- Jeg har set i min forskning, at folk har fodret pindsvin med den lækreste kattemad og fået store, sunde pindsvin. Men så fik en enkelt af dem smittet alle de andre med salmonellainfektion, og så døde de alle sammen. Så man skal være meget opmærksom.

Hvis du allerede har pindsvin i haven, som trives, er der derfor ikke nogen grund til at supplere med foderskåle, tilføjer forskeren.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek