København, 23/05/2025 - 21:44
Mulighed for unik stjerne giver Lössl ekstra motivation
FCM spiller søndag for at kunne sætte en stjerne over klublogoet, hvis det bliver til femte mesterskab.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For hvert femte vundne mesterskab må danske fodboldklubber trykke en lille stjerne over klublogoet. Ti danske klubber har i dag lov til at sætte mindst én stjerne over logoet, men søndag kan en 11. træde ind i den eksklusive klub.
Hvis FC København snubler hjemme mod FC Nordsjælland, kan FC Midtjylland med en sejr genvinde det danske mesterskab.
Det vil ikke blot være det andet i træk, men også det femte i klubbens 26-årige historie. Netop muligheden for at sikre klubben det femte mesterskab fylder meget for den rutinerede keeper Jonas Lössl.
- Det vil betyde virkelig, virkelig meget, og det vil stå helt specielt at være med til at spille den første stjerne på brystet af FCM, siger han til fodboldmediet Bold.
FCK og forgængeren KB har hver 15 mesterskaber og må således sætte tre stjerner over logoet. Med 11 mesterskaber har Brøndby to stjerner, mens AB, B.93, B1903, Frem, Esbjerg, AGF og Vejle har en enkelt stjerne.
Blandt holdene med én stjerne skal det seneste mesterskab dog findes tilbage i 1986, hvor AGF triumferede. AB og B.93 er med ni mesterskaber tættest på at få stjerne nummer to, men ingen af dem huserer aktuelt i Superligaen.
Det at sikre klubben en stjerne på brystet er altså ikke noget, der sker ret ofte. Og for den unge midtjyske klub vil den symbolske markering være en milepæl i klubhistorien.
- Det har været italesat hen ad vejen. Når du spørger nogle af dem, som har en lang historie herude, vil det også betyde rigtig meget for dem, siger 36-årige Lössl til Bold.
Den første DM-titel blev vundet i 2015.
FCM skal på hjemmebane møde Randers søndag klokken 17. Midtjyderne er et point efter FCK i tabellen og har altså ikke skæbnen i egne hænder i sidste spillerunde.
/ritzau/