Når kong Frederik onsdag formiddag går i land på kajen i den færøske hovedstad, Tórshavn, bliver det et gensyn med øgruppen efter syv år.
Kongen besøgte senest Færøerne i 2018 - dengang som kronprins sammen med familien.
Dermed er det tre dage lange besøg, som begynder onsdag, Frederiks første som konge.
Fra onsdag og til og med fredag skal kong Frederik og dronning Mary besøge Tórshavn, Vágur, Fámjin, Tvøroyri og Eiði som led i et rigsfællesskabstogt, der egentlig skulle være gennemført sidste år.
Men på grund af en omfattende og ugelang strejke på Færøerne blev turen aflyst, hvorfor kongeparret kun kom omkring Grønland på togtet.
Da Frederik og Mary besøgte Færøerne i 2018 som kronprinspar, havde de parrets fire børn med.
Det var parrets andet officielle besøg til øgruppen, som de også besøgte i 2005 med dronning Margrethe og prins Henrik.
Den tre dage lange tur begynder onsdag klokken 10 lokal tid, hvor kongen og dronningen går i land på kajen Bursatangi i Tórshavn fra kongeskibet "Dannebrog".
Den færøske lagmand, Aksel V. Johannesen, der også er vært for besøget, tager imod parret og tager med parret videre til en reception i regeringsbygningerne i den gamle bydel Tinganes.
Herefter følger en række officielle besøg for kongeparret. Det gælder blandt andet et besøg i det færøske parlament, Lagtinget, en officiel modtagelse i Tórshavnar Kommune og en officiel frokost.
Turen går onsdag videre til við Tjarnir, som er en ny multihal for færinger i alle aldre.
Kongen drager videre bagefter til et rehabiliteringscenter, mens dronningen besøger en skole, der arbejder med Mary Fondens program "Fri for mobberi".
Den første dag bliver afsluttet med en festmiddag, som Aksel V. Johannesen er vært for.
Torsdag skal parret blandt andet besøge tangvirksomheden Tari, et ældrehjem, et produktionsværksted, en kirke, en børnehave og en plantage, hvor der skal plantes et træ.
På sidstedagen, fredag, drager de kongelige til bygden Eið, hvor de skal besøge en billedkunstners atelier, omkring byrådet i bygden og til frokost, inden besøget rundes af.
Som punktum for det tre dage lange besøg afholder kongeparret traditionen tro en reception på kongeskibet fredag.
/ritzau/