Aarhus, 15/05/2025 - 22:25
Aalborg Håndbold nærmer sig vigtig fordel i slutspillet
Aalborg Håndbold var bagud med fem mål, men slog Skanderborg AGF og er tæt på at sikre sig førstepladsen.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Med 20 minutter tilbage af torsdagens slutspilskamp var Aalborgs håndboldstjerner bagud med fem mål til Skanderborg AGF.
Men så viste klassen sig. En periode på mere end ti minutter uden scoringer betød, at Skanderborg AGF smed det hele på gulvet og tabte 27-29.
Aalborg Håndbold er sikret en semifinaleplads og er også tæt på at have den vigtige førsteplads i slutspilsgruppen i hus.
Nordjyderne har ni point på førstepladsen, mens Skjern er nummer to med seks af slagsen efter en sejr på 34-30 over Mors-Thy tidligere torsdag.
Der resterer to spillerunder for de fire hold, men Skanderborg AGF har udspillet sin chance.
Alligevel var det langt hen ad vejen Skanderborg AGF, der var i teten foran hjemmeholdets tilskuere i Aarhus.
Aalborg gik på banen som klar favorit til duellen, men var bagud 1-4 efter mindre end fire minutter. Kristján Örn Kristjánsson var flyvende før pausen med hele otte mål og var hovedårsagen til, at holdet gik til pause med en føring på 17-15.
Fabian Norsten afløste Niklas Landin i Aalborg-målet fra starten af anden halvleg, men det hjalp ikke i første omgang på holdets evne til at stå imod Skanderborg AGF's pres.
Hjemmeholdets Morten Kaalund øgede føringen til 23-18 med knap 20 minutter igen, men så vågnede Aalborg langt om længe.
Norsten trådte i karakter med flere gode redninger, og i den anden ende ramte nordjyderne en stime, så Thomas Arnoldsen med godt fem minutter igen kunne bringe Aalborg foran for første gang.
Og da Landin kom ind fra bænken og reddede et straffekast umiddelbart efter, lignede det alligevel en god dag på kontoret for de forsvarende DM-guldvindere.
Da Skanderborg AGF til allersidst pyntede på resultatet med en scoring, var der gået mere end ti minutter, fra holdet havde bragt sig foran 26-24.
Kun Skjern kan nu true Aalborg i kampen om førstepladsen, der udløser en semifinale mod nummer to fra den anden slutspilsgruppe.
/ritzau/