København, 21/07/2025 - 15:43
Beredskaber opfordrer borgere til at sikre sig inden voldsomt regnvejr
Flere danske beredskaber opruster og opfordrer borgere til at regnsikre deres hjem før mandagens regnvejr.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Beredskaber flere steder i landet opfordrer beboere til at sikre deres hjem og grunde så meget som muligt, inden DMI's varslede "meget farligt vejr" rammer landet mandag.
Det indebærer blandt andet at tjekke alle tagrender og afløb samt at fjerne værdigenstande fra gulve i kældre eller værelser, der er i fare for at blive oversvømmet.
Lokalt kan der falde over 120 millimeter regn mellem klokken 16 mandag og tirsdag aften, oplyser DMI.
- Vi har stillet så mange folk til rådighed som muligt, både fastansatte og værnepligtige. Så bør vi have den nødvendige stabsstørrelse til at kunne koordinere og være til stede fysisk, hvor det er nødvendigt, siger vagtchef i Midtjyllands Beredskab, Erik Breum.
Han fortæller, at beredskabet vil have kontant kontakt til DMI, så det får de seneste vejropdateringer hurtigst muligt.
Regnvejret forventes at ramme Lolland, Falster og Sydsjælland først, inden det driver nordvest ind over Fyn og Midtjylland senere på aftenen og natten til tirsdag.
- Vi har oprettet nogle depoter i Guldborgsund, hvor folk kan komme og hente sandsække, som man kan bruge til at bygge en barriere med, som kan holde vandet ude siger Morten Andersen, der er chefvagt i Lolland-Falsters Beredskab.
- Hvis man bevæger sig ud i trafikken skal man sørge for at være særligt opmærksom på lavninger, hvor der kan være stående vand. Man skal ikke tro, at man kan buldre igennem med 80 kilometer i timen, for så går det galt, siger han.
Den danske rekord for regn på et døgn blev målt på Ærø den 8. og 9. juli 1931, hvor der faldt 168,9 millimeter nedbør.
DMI har mandag omkring klokken 15.30 opdateret deres landskort og tilføjet yderligere seks "røde kommuner".
For de røde kommuner gælder et kategori 3-varsel om "meget farligt vejr".
De nye kommuner på kortet er Assens, Middelfart, Kolding, Vejle, Fredericia og Ærø.
Der er generelt et markant vejrskifte i gang med køligere temperaturer, og der ventes at komme meget nedbør de kommende døgn.
/ritzau/