København, 02/05/2025 - 16:16
Anmeldere: Foghs erindringsbog rummer nye angreb og ahaoplevelser
Anders Fogh Rasmussen føjer nye angreb til gamle oprør og giver flere ahaoplevelser i ny bog, mener anmeldere.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) søger ikke fred og forsoning med sine omgivelser i sin nye bog "At turde".
I stedet leverer Anders Fogh flere nye krigserklæringer og føjer nye angreb til gamle oprør i bogen, der er udkommet fredag.
Sådan lyder det i en anmeldelse fra Politiken, som blandt andet fremhæver, at Foghs erindringer er et opgør med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
- Den (bogen, red.) er velskrevet og voluminøs, men Anders Fogh Rasmussen er også et stort stykke danmarkshistorie. På godt og ondt, skriver mediet, der giver bogen fem ud af seks hjerter.
Hos Berlingske får bogen fire ud af seks stjerner. Det fremhæves, at første del af bogen er en lang kæde af indsigt og argumenter, der begrunder bogens titel.
Fogh bidrager i anden del med "spændende" oplysninger fra blandt andet sin dagbog.
Det er imidlertid ikke oplysninger, som ændrer opfattelsen af, hvordan dansk politik var under Foghs tid som statsminister, lyder det.
Noget mangler i bogen, mener Berlingske, der fremhæver, at Fogh ikke kommer ind på kommunalreformen i 2007 eller "skandalerne" i skattevæsenet.
Hos Jyllands-Posten får Anders Foghs bog fem ud af seks stjerner.
- Fogh beskriver gerne sig selv som manden, der ikke snubler, lyder det blandt andet.
Han beskrives også som præcis, forberedt og kortfattet, og læseren får en række ahaoplevelser, mener Jyllands-Posten.
Her fremhæves det, at det i "At turde" beskrives, at Fogh i 2005 var parat til at gå til valg på at afskaffe efterlønnen, men lod sig tale fra det.
Ifølge Politiken er bogen erindringslitteratur i "den øverste klasse".
Det begrundes med, at Fogh undervejs tager et opgør med nogle af sine egne politiske fejl og svigt.
Anders Fogh Rasmussen var statsminister fra 2001 til 2009. Han har også været generalsekretær i forsvarsalliancen Nato.
/ritzau/