København, 28/08/2024 - 22:57
Kunstig intelligens er med til at give Nvidia vækst på 122 procent
Nvidia har omsat for 30 milliarder dollar i andet kvartal. Men trods markant vækst falder aktien.
Dado Ruvic/Reuters
Af: /ritzau/
Chipselskabet Nvidia har haft en omsætning på 30 milliarder dollar i andet kvartal. Det svarer til lige over 200 milliarder kroner.
Det viser selskabets regnskab for andet kvartal, som er blevet offentliggjort onsdag aften dansk tid.
Omsætningen i kvartalet er dermed 122 procent højere end i samme periode i 2023. Ser man på omsætningsvæksten fra første kvartal til andet kvartal, lyder den på 15 procent.
Nvidia laver mange af de mest populære mikrochips til at træne AI-modeller med. Derfor har stigende brug af kunstig intelligens gavnet det amerikanske selskab.
Og det er da også efterspørgsel drevet af kunstig intelligens, der driver salgsvæksten i andet kvartal.
- Nvidia opnåede en rekordomsætning, eftersom globale datacentre giver den fuld gas med at modernisere hele computerstakken med accelereret databehandling og generativ AI, siger Nvidias topchef, Jensen Huang, i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.
Men på trods af Nvidias markante salgsvækst falder aktien i eftermarkedet i USA. Ifølge MarketWire falder den 3,6 procent.
Siden årsskiftet er Nvidia-aktien steget over 150 procent.
Det er blandt andet lanceringen af den populære chatbot ChatGPT i slutningen af 2022, der har sat skub i brugen af kunstig intelligens hos virksomheder og privatpersoner.
ChatGPT og lignende produkter kan fremstille indhold som eksempelvis tekst eller billeder ved hjælp af kunstig intelligens.
Nvidia er i øjeblikket verdens næstmest værdifulde selskab med en værdi på over 3000 milliarder dollar. Verdens mest værdifulde selskab er i øjeblikket Apple.
/ritzau/