Brøndby, 03/08/2025 - 21:32
Brøndby-træner: 0-2-scoringen slog os ud
Det var ikke meget, Brøndby skabte i 0-2-nederlaget på hjemmebane til Viborg søndag.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter en stærk sæsonstart med seks point i to kampe kom Brøndby søndag ned på jorden, da holdet på hjemmebane tabte 0-2 til Viborg.
Det var ikke meget, som Brøndby skabte offensivt undervejs i nederlaget, hvor Viborg i første halvleg kom foran på en scoring af Yonis Njoh, inden Anosike Ementa i starten af anden halvleg fordoblede føringen.
Og særligt Ementas mål gjorde ondt ifølge Brøndby-træner Frederik Birk.
- Det var som om, at deres 2-0-scoring tog luften ud af et hold, der spiller mange kampe for tiden, og vi tabte grebet lidt, mens de fik ædt sig ind i kampen, siger cheftræneren til Brøndbys hjemmeside.
Ifølge Birk ramte Brøndby slet ikke niveau, og det var en fortjent sejr til gæsterne.
- Jeg vil sige, at da vi indledte kampen, kom vi rigtig godt fra land, og vi havde nogle gode muligheder særligt ude i vores højre side og kom under dem mange gange.
- Men vi fik ikke rigtig folk i boksen og udbytte af vores muligheder, og derfor blev vi ikke rigtigt farlige foran mål, siger Birk.
Brøndby åbnede sæsonen med en sejr hjemme mod Silkeborg, og i seneste runde blev det til tre point på en svær udebane mod FC Nordsjælland.
Undervejs blev det også, dog med hiv og sving, til avancement i Conference League-kvalifikationen mod HB Torshavn.
Derfor var midtstopper Rasmus Lauritsen også skuffet over, hvad Brøndby søndag leverede foran hjemmebanepublikummet.
- Vi gjorde, hvad vi kunne, men det var slet ikke godt nok på nogle måder. Vi fik slet ikke greb om kampen og var ikke aggressive nok på dem i duellerne.
- Og så synes jeg ikke, at vi spillede direkte nok og fik skabt de chancer, der skulle til, siger stopperen til Brøndbys hjemmeside.
/ritzau/