Odense, 23/06/2025 - 12:10
Selverklærede pædofiljægere kræves straffet for overfald på homoseksuelle
Tre homoseksuelle mænd blev udsat for slag og spark, og en af dem pådrog sig flere mindre hjerneblødninger.
Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre homoseksuelle mænd troede, de skulle mødes med en ligesindet.
Men de blev i stedet udsat for slag og spark, da de 17. september sidste år troppede op på tre forskellige adresser i Odense.
Sagen oprulles i Retten i Odense, hvor fire drenge i alderen 15-16 år er tiltalt for blandt andet grov vold.
De beskyldes for at have oprettet en falsk profil på en datingapp, der primært anvendes af homoseksuelle.
Profilen - en 24-årig mand - søgte sex med mænd i Odense.
Men da mændene troppede op, blev de mødt af maskerede unge, der væltede ofrene omkuld og overfaldt dem.
I ét tilfælde blev der ifølge anklagen skudt plastikkugler fra en softgunpistol mod en midaldrende mand, mens drengene råbte ”pædofil”, ”homo” og ”bøsse”.
Manden pådrog sig ifølge anklageskriftet flere mindre hjerneblødninger og syningskrævende skader.
Han blev efterladt bevidstløs og kort tid efter fundet af en forbipasserende løber.
Specialanklager Christian Nielsen kalder i retten overfaldene ”grove” og ”nøje planlagt”.
- De tre forurettede blev lokket i baghold, hvor de fuldstændig umotiveret blev overfaldet af en gruppe drenge.
- De troede, de skulle mødes med en yngre mand, siger anklageren.
Flere af drengene har forklaret, at de mødte op i den forventning, at de skulle konfrontere pædofile.
Men ofrene har samstemmende fortalt, at de troede, at de skulle mødes med en voksen person som angivet i profilen på datingappen.
Der er ifølge anklageren ikke grundlag for at mistænke ofrene for at være pædofile.
Overfaldene blev filmet og efterfølgende delt mellem flere af deltagerne.
Et af overfaldene fandt sted ved fodboldklubben OB's klubhus i Ådalen, og det var videoovervågning herfra, der førte Fyns Politi på sporet af de tiltalte.
Anklageren vil have alle fire dømt for at have udøvet grov vold i forening og for uberettiget at have delt optagelser af overfaldene.
Kravet er, at de unge idømmes en ungdomssanktion, som er et toårigt behandlingsforløb tilrettelagt af de sociale myndigheder.
Den første del af forløbet er på en sikret institution, mens den sidste del foregår på en almindelig døgninstitution.
Subsidiært lyder kravet på 14-15 måneders fængsel til de to drenge, der ifølge anklagen medvirkede i alle tre overfald. For de to andre er kravet 8-10 måneders fængsel.
Efter de afsluttende bemærkninger fra anklager og forsvarere ventes retten at afgøre sagen senere mandag.
/ritzau/