Budapest, 20/05/2025 - 09:06
Ungarns parlament stemmer for exit fra straffedomstol
Ungarn meddelte ved Netanyahu-besøg, at landet ville trække sig fra ICC. Det er nu godkendt af parlamentet.
Marton Monus/Reuters
Af: /ritzau/
Ungarns parlament stemmer for at trække Ungarn ud af Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag.
Dermed igangsættes den et år lange proces med at trække Ungarn ud af domstolen.
I april meddelte den ungarske regering, at den havde i sinde at trække sig fra domstolen.
Premierminister Viktor Orbán forklarede beslutningen med, at ICC i hans øjne er blevet for politisk.
Meldingen fra Ungarn kom, samtidig med at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu - som ICC har udstedt en arrestordre på - besøgte Ungarn.
Orbán har kaldt arrestordren uforskammet, kynisk og fuldstændig uacceptabel.
Som medlem af ICC var Ungarn ellers i udgangspunktet forpligtet til at anholde Netanyahu, hvis han var i landet.
Netanyahu er ligesom den tidligere israelske forsvarsminister Yoav Gallant efterlyst for mulige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i konflikten mellem israelere og palæstinensere.
Det skal være sket i perioden 8. oktober 2023 til 20. maj 2024 - og muligvis også derefter.
Den Internationale Straffedomstol blev oprettet i 2002 som den første permanente internationale domstol for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.
Ungarn var med til at stifte ICC og underskrev Rom-statutten, et dokument, der grundlagde domstolen.
Da den ungarske regering sagde, at den ville melde sig ud af ICC, kaldte den daværende tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, det en "dårlig dag for international strafferet".
- Europa har klare regler, der gælder for alle EU-medlemslande, og det er Rom-statutten. Jeg har gjort det klart, at ingen i Europa står over loven, og det gælder alle områder af lovgivningen, sagde hun.
/ritzau/